”Vi har aldrig roet bedre!”

”Vi har aldrig roet bedre!”

Det var den klokkeklare kommentar fra Juliane Elander, Odder Roklub, oven på søndagens imponerende sølvmedalje ved World Cup i Poznan

 

OL-formene er for alvor ved at indfinde sig hos Juliane Elander, Odder Roklub og makker Anne Lolk, DSR, i den danske letvægtsdobbeltsculler.

Da de lørdag kvalificerede sig til finalen ved at slå verdensmestrene fra New Zealand, lovede de, at der skulle komme endnu et fedt ræs i finalen i dag.  Det kom til at holde stik.

Modstanderne var New Zealand, Holland, Polen, Irland og Italien og på forhånd var det New Zealand og Holland, der var de største udfordringer.

"Vi har aldrig roet bedre end vi gjorde de første 1000 meter i dag - det var megafedt
og vi kan stadig blive bedre. Det her er et super afsæt til sidste etape frem mod OL,” forklarer en optimistisk Juliane Elander efter at den danske duo har fået sølvmedaljen hængt om halsen.

Det fik de efter et intenst løb, hvor Juliane Elander og Anne Lolk lagde ud som lyn og torden frem til 500-meter mærket, hvor de førte med ¾ bådlængde. Herefter skruede hollænderne op for tempoet og ved 1000-meter mærket havde de halet godt in på danskerne, men New Zealand haltede lidt bagud i medaljeracet. De øvrige nationer kunne slet ikke følge med.

 

Ny personlig og dansk rekord

Ved 1500 meter overhalede Holland danskerne og fra 1750 meter trak de fra i et tempo, som skulle vise sig at give dem en verdensrekord. Juliane og Anne hang ihærdigt på og fik en flot sølvmedalje i den bedste tid, de nogensinde har roet i.

”Det blev sølv, men det er jo fedt at slå personlig rekord med fem sekunder og samtidig sætte Danmarksrekord.  Alt spillede i dag, og vi er nu totalt toptunede til træningslejren i Völkermark her i juli måned,” jubler den 37-årige Odderroer.

Danskerne tabte ganske vist med knap 1,5 sek til hollænderne men slog de New Zealandske verdensmestre for anden dag i træk.  I dag med ca. 1, 5 sek. Der var derfor ikke et gran af ærgrelse at spore hos de to danske roere, og de var da også parate til at løfte hænderne op over hovedet, da de fik hængt sølvmedaljen om halsen.

”Vi er godt tilfredse. Hollænderne havde jo ét løb mindre i benene end os - fordi de ikke skulle i opsamlingsheat - så jeg er glad for, at vi er så tæt på dem nu,"  understreger Juliane Elander.

 

Stolt klub

I Odder Roklub er hænderne også i vejret. Faktisk kan man næsten ikke få hænderne ned igen. Selvom klubben er forvænt med VM-medaljer, så er det første gang, at klubben har høstet både en sølvmedalje og to guldmedaljer på én gang ved et stort internationalt stævne som World Cup.

”Vi er umådelig stolte af vores roere. Steffen Bondes og Mathias Larsens guldmedaljer i letvægts dobbeltfirer lørdag giver forhåbninger om mere metal til VM, og Juliane Elanders og Anne Lolks sølvmedalje søndag giver tro på medaljer til OL,”  lyder det fra eliteansvarlig Anette Lahn Hansen og hun tilføjer:

”Uden den lokale opbakning fra kommunen og sponsorer, ville det slet ikke være muligt for en lille klub som vores at beholde så skarpe roere i klubben.”

By | 2017-04-11T22:58:14+01:00 juni 19th, 2016|Uncategorized|0 Comments

About the Author:

Leave A Comment