Fantastisk World Cuplørdag for Odder Roklub

Fantastisk World Cuplørdag for Odder Roklub
Guldmedaljer til landsholdets letvægts-dobbeltfirer, med to Odderroere i båden, og en finaleklar Juliane Elander til World Cup i Poznan

Det var fire glade østjyder, der fik hængt guldmedaljer om halsen ved årets sidste World Cup i roning i Poznan, Polen: Steffen Bonde og Mathias Larsen Odder Roklub, Andrej Lawaetz, Århus Roklub og Jens Noll, Hadsund Roklub.
Samlet udgør de et sandt østjysk kraftværk i letvægtsklassens hurtigste scullertype: dobbeltfirer.
Sidste år vandt den danske letvægtsdobbeltfirer bronze til VM - med bl.a. Mathias Larsen ombord. Siden da er der skiftet to mand ud på landsholdsbåden, men det lader båden kun til at være blevet endnu hurtigere af.
Ved den internationale regatta i Ratzeburg, for to uger siden, viste mandskabet gode takter, ved at ro lige op med de franske verdensmestre. Danskerne tabte kun med nogle få hundrededele sekunder, og derfor var der stor optimisme inden weekendens World Cup.

Foran fra start til slut
I dagens finale var der da heller ikke på noget tidspunkt tvivl om, at den danske båd ville vinde. Den førte fra start til slut og henviste Holland til sølv- og Norge til bronzepladsen. En suveræn sejr med hele to bådlængder.

"Vi er faktisk godt tilfredse med dagens løb. Vi ville selvfølgelig ønske, at Frankrig havde været her, så vi kunne have fået revanche, men den må vi have til gode til VM," fortæller Steffen Bonde fra Poznan.

Frem til VM, den sidste weekend i august i Rotterdam, skal mandskabet træne hjemme på Bagsværd Sø, og roerne er optimistiske.

"Vi synes, at det tegner godt. Vi finder hinanden bedre og bedre i båden, jo længere tid vi ror sammen, og jeg synes også, at vi er gode til at støtte hinanden," forklarer Steffen Bonde.

Finaleplads og verdensmestrerene skalp
Hvor besætningen i dobbeltfireren først er ved at lære hinanden at kende, har Juliane Elander og makker Anne Lolk, DSR roet sammen i godt fem år nu. De er begge i deres livs form og forbedrer stadig deres teknik.

Lørdag i Poznan, gik teknik og kræfter op i en højere enhed. Den danske båd lagde hurtigst ud og førte de første 500 meter, men herefter blev de overhalet af de New Zealandske verdensmestre.

New Zealand holdt spidsen fra 500 meter til  godt 1500 meter, hvor Juliane og Anne satte spurten ind.

Der var ganske vist to finalepladser på spil i dag, men de to danske roere, havde besluttet, at dagen i dag skulle være deres:

"Vi vidste, at det ville blive et hårdt ræs. Vi havde fået det hårdeste opsamlingsheat, fordi New Zealand var havnet i vores heat pga en materielskade i indledende heat. Vi vidste, at det, vi skulle øve os på her i Poznan, er at ro ræs, og det, vi fik øvet i dag, var at holde hovedet koldt, når der er pres på," forklarer Juliane Elander.

De sidste hundrede meter overspurtede de danske piger New Zealand. En spurt, som den pigerne lavede i dag, sætter de antallet af rotag  op fra 35 til 38-40 i minuttet. En dag som den i dag  med rygvind, brugte de nok 35 tag på de sidste 250 meter, fortæller pigerne.

"Det føltes godt, at vi kunne spurte os til dagens sejr over verdensmestrene. Finalen i morgen er faktisk sidste chance for at øve os i at ræse på 2 km inden OL, og vi tror, at det bliver en tæt finale," forklarer Odderroeren, der er på vej til sit fjerde OL.

Modstanderne i finalen, søndag kl 11.18, er Holland, Irland, New Zealand, Polen og Italien.
Foto Svend Bertil Frandsen, Danmarks Rocenter

Billedtekster:
Juliane Elander, Odder Roklub og Anne Lolk, DSR, spurtede sig til en finaleplads foran verdensmestrene fra New Zealand.

De danske guldvindere  i Poznan, fra venstreJens Noll, Hadsund Roklub, Andrej Lawaetz, Århus Roklub, Steffen Bonde og Mathias Larsen - begge Odder Roklub.

Følg Juliane og Anne i finalen på

https://www.facebook.com/odderroklub
https://www.facebook.com/landsholdetironing
https:/www.facebook.com/annelolkogjulianeelander

www. worldrowing.com

By | 2017-04-11T22:58:14+01:00 juni 18th, 2016|Elite, Pressemeddelelse, Uncategorized|0 Comments

About the Author:

Leave A Comment