ROKLUBBEN FIK SEKS NYE EUROPAMESTRE I WEEKENDEN
6 guldmedaljer, 2 sølvmedaljer og 3 bronzemedaljer tog Odder Roklub med hjem fra Europamesterskaberne i Gladsaxehallen. Mesterskaberne gælder også som Danske og Nordiske Mesterskaber
Fredag eftermiddag tog 19 roere i alle aldre fra Odder over bælterne i isnende kulde og strid modvind – lørdag aften kom samme 19 roere hjem over bælterne i isnende kulde, men i højt humør og belæsset med medaljer og fine placeringer ved Euromesterskabet i indendørsroning, som i år var lagt sammen med Danmarksmesterskaber og Nordiske mesterskaber i samme disciplin.
European Rowing indoor Championship 2014 havde samlet deltagere fra eliten i hele Europa – fra Cypern til nord Norge og fra Frankrig til Rusland. Det er den største internationale indendørsregatta, der er afholdt i Danmark. Der blev konkurreret i alle aldersklasser og eliteniveauer i både tung og let klasse.
Masters
Odder roerne havde klogt valgt at tage den lange køretur fredag, så de kunne være friske til konkurrencen lørdag morgen.
Der blev lagt flot ud med en bronze medalje til Michael Brandt, klubbens ungdomsleder. Michael roede et godt og veldisponeret løb. Allerede efter 1000 meter lå han på 3. pladsen og der blev han hele vejen hjem.
Næste roer fra Odder var Per Amby i klassen 60+. Per lagde ud i et voldsomt tempo, som de andre i feltet slet ikke kunne følge. Til sidst var der oven i købet kræfter til en spurt og Per Amby kom i mål 20 sek. foran nummer 2, flot klaret til en velfortjent GULD medalje.
Tage Staal, klubbens grand old man, stillede op i klassen 70+ letvægt, og roede som sædvanligt i et imponerende tempo en europæisk sølvmedalje hjem til Odder Roklub.
Ungdommen
Så var det de unges tur og det begyndte i fineste stil med at Christine Cardel trak en bronzemedalje hjem i et stort felt, hvor en anden Odderroer Sofie Mosegaard blev nummer 7. Hos drengene fik Johan Arentoft en 11. plads og Jonathan Lara en 16. plads i deres løb.
To helt nye roere fra Odder, Marie Poulsen og Sofie Miller stillede op i junior C, hvor man roer 4 min. Det blev til en 10. og 16. plads en flot start på karrieren.
Emil Grønlund fik en 7. plads i et løb, hvor 3 roere kom i mål inden for få sekunder.
Juniorerne sluttede med maner, da Olivia Cardel alene roede et flot løb med fornem teknik og blev europamester, dansk og nordisk mester i junior A letvægt.
Eliten
Eliteroerne fra Odder lagde ud med U23 roerne Alex Berg og Mathias Larsen i et meget stærkt felt på 18 roere. Alex trak det længste strå i den indbyrdes konkurrence og blev nummer 5, mens Mathias måtte nøjes med 7. pladsen.
Christina Pultz skulle forsvare Odders farver i damernes letvægt. Det gjorde hun på fornemste vis ved at vinde bronze medalje i et meget tæt opgør med en russisk kvinde, som blev overspurtet med et halvt sekund på de sidste meter. Juliane Elander fra Odder, som er i samme klasse, stillede ikke op i år.
Der var store forventninger til mændenes letvægtskonkurrence, hvor Steffen Bonde fra Odder skulle ro mod verdensmester og verdensrekordholder Henrik Stephansen og roerne fra Guld-fireren. Det blev som ventet et brag af en konkurrence, hvor Henrik Stephansen tangerede sin verdensrekord og vandt, men Steffen Bonde som den eneste i feltet kunne følge med til en fornem sølvmedalje i en tid på 6 min. 09 sek.
Guldmedalje i en fantastisk stafet
Som det er vane sluttede den store regatta med klub-stafetløbene. Odder stillede med to junior hold, hvor 4 fire roere på hvert hold skulle ro 500 meter efter hinanden. Det er noget roerne kender til i Odder, hvor vi også i næste uge ror 24 timers sponsor stafet i Kvicklys forhal. Juniorerne blev henholdsvis nummer 12 og 17.
Den sidste konkurrence ved regattaen var de voksnes klub stafet. Det blev en gyser, som fik tilskuerne i den tætpakkede Gladsaxe hal op af stolene. Odder stillede med to hold, som skulle ro 4 gange 1000 meter. Odder Roklubs elitehold, som bestod af Mathias Larsen, Alex Berg, Tage Staal og Steffen Bonde, havde fået tildelt et handicap på næsten 2 minutter. Det bevirkede, at de stærke odderroere skulle ro sig hele vejen op gennem feltet. Det gik nogenlunde, men der manglende et godt stykke vej op, da Steffen Bonde som den sidste satte sig i romaskinen. Men så gik det stærkt og Steffen halede voldsomt ind på de foranliggende hold. ”Den mand ror som en vanvittigt” råbte stævnespeakeren om Steffen, og Gladsaxehallen var ved at koge over, da Odder Roklubs stafethold vandt det europæiske mesterskab med 3 sek. foran nummer to.
Flot reklame for rosporten og Odder
24 timers Roningen i Kvickly i den kommende weekend
Nu har konkurrenceroerne fra Odder og mange af roerne fra landsholdet en uge til at restituere sig, inden de i den kommende weekend sætter sig sammen med motionister og ungdomsroere fra Odder Roklub i romaskinen i Kvickly Odders forhal til den traditionsrige 24 timers sponsorroning til fordel for roklubbens store arbejde med at holde elite, ungdom og motionister i gang hele året. Denne sponsorroning er af vital betydning for klubbens arbejde og roklubben kan nu for 14. gang glæde sig over den trofaste opbakning, der er fra de lokale sponsorer.
Venlig hilsen Odder Roklub v/ Peder Würgler Hansen, sekr.
Leave A Comment
You must be logged in to post a comment.