Den yngste roer var fem år, den ældste 75 år ved Odder Roklubs 24- timers roning i Kvicklys forhal i weekenden- og så var der lige 20 af landets absolutte toproere inkl. roklubbens fire landsholdsroere
Fredag kl. 14.57.
Borgmester Uffe Jensen, går på podiet for at tælle ned til ro-starten. Lille Aksel Kragh Mikkelsen, som blev jysk mester for en måned siden, sidder klar i romaskinen og europamestrene Tage Staal og Steffen Bonde står klar sammen med otte ungdomsroere. De skal trække svedige meter ud af romaskinen den første time.
”Det her er et flot arrangement roklubben har i samarbejde med Kvickly, og det er med til at sætte Odder på landkortet på den positiv måde, og det gør mig stolt og mange andre stolte at kunne fortælle om sådan et arrangement. Alle kan på den måde være ambassadører for vores kommune, og det går jeg meget op i, og der viser roning vejen,” sagde Uffe Jensen.
Fredag eftermiddag
”3-2-1 og ro…”
Ungdomsroere skal ro de første fire timer. De får hjælp fra en flok tidligere ungdomsroere, der synes, at det kunne være sjovt at give en hånd med.
”Vi ror ikke mere, så vi har trænet i klubben i januar for at kunne hjælpe,” siger de, og giver den en ordentlig skalle.
Det er ikke bare i denne første time, faktisk har de lige som ungdomsroerne og ungdomslederne installeret deres soveposer i Kvicklys Balkongalleri og bliver i Kvickly til lørdag. De fleste ror med på et 10- mands hold i fire-seks timer i løbet af ro-døgnet.
Fredag aften – eliten hjælper
Kvickly lukker og så er det motionisternes tur. De skal ro til midnat og knokler sammenbidt, fordi de ved, at for hver kilometer de ror, kommer der ekstra penge i klubkassen, fra de trofaste og nye, lokale sponsorer.
Elite- og landsholdsroeren begynder så småt af dukke op fra København, Odense, Århus og Haderslev. Deres mission er at ro fredag fra 19-20, at ro med om natten og at lave opvisningsroning og rekordforsøg lørdag formiddag. Men… de kan ikke nære sig, så inden længe ror de med på motionistholdene og deres engagement smitter. Juliane Elander dukker også op, og ror med et par timer.
Lørdag nat og morgen
Imens får u-roere noget at spise i Galleria. Kvickly har sørget for både pasta, sandwich og lidt til den søde tand. Der er brug for mange lette måltider, når man skal ro med hen over et helt døgn. Bagefter søger de unge op på deres luftmadrasser for at hygge og samle kræfter til natten.
”Det er fedt, at vi kommer til at ro sammen med alle de stærke roere, og så er det ikke så svært at holde sig vågen,” griner en flok ro-piger.
Motionisterne tager over igen fra 7-9, og efter familieroning fra 9-10 er der totalt udsolgt hos de unge, der har roet med om natten.
Lørdag– ny rekord
Nu er det Danmarks internationale elite, der går i gang. Juliane Elander, hendes OL- makker Anne Lolk og Odders VM- sølvvinder Christina Pultz ror to gange en time sammen med tre østjyske ro-talenter i løbet af formiddagen.
Det gør herrerne også, Odders VM-stjerner Steffen Bonde og Mathias Larsen og rotalentet Alex Berg har OL- guldvinder Rasmus Quist og 11 stærke roere med fra landsholdet og Danmarks rocentre.
Dagens helt store mål er, at slå timerekorden på 22.965 meter/ time.
Koncentrationen lyser ud af øjnene, og de ror sig tydeligvis helt ud, kan man se på deres ansigter, og selvom de laver flyvende skift hver 15 sekund, er de stærkt forpustede.
Efter en time kan de jublende konstaterer, at de har sat en ny rekord på 23.128 meter, og efter en times pause, utallige liter kakaomælk og juice, sandwich og pastasalat ror de med de sidste to timer i et lidt mere behersket tempo.
Klokken er 15 og i alt blev det til 451 km, kun to km fra den tidligere døgnrekord.
Den går de så efter til næste år, for de kommer da igen og giver en hånd med næste år, lyder meldingen fra landsholdsroerne.
”Vi er blevet meget forkælede af både Kvickly og Odder Parkhotel,” siger Anne Lolk.
Lørdag - Uvurderlig støtte
For Odder Roklub betyder den danske ro-elites opbakning til arrangementet en stor forskel, forklarer event-koordinator og næstformand i Odder Roklub, Anette Lahn Hansen.
”Elite roernes opbakning gør det muligt at få et meget stort antal lokale virksomheder til at tegne et lille kilometersponsorat eller et timesponsorat i forbindelse med arrangementet. Vi er utrolig taknemmelige over, at så mange virksomheder støtter op om vores arbejde med at sætte Odder på verdenskortet med flotte VM- resultater og samtidig skabe en god klub for alle klubbens medlemmer. Uden sponsorer og støtte fra Odder Kommune ville vi ikke kunne løfte denne opgave. De yder os en uvurderlig støtte.”
Venlig hilsen Odder Roklub v/ Anette Lahn Hansen, næstformand
Leave A Comment
You must be logged in to post a comment.