Steffen Bonde fra Odder Roklub forsøgte i weekenden at slå sin egen verdensrekord i 20 minutters ergometerroning ved Ergohead regattaen i Amsterdam.
Ergohead Regatta i Amsterdam afholdes hvert år i januar måned og har mere end 300 deltagere fra hele Europa.
Det drejer sig om en noget speciel konkurrence, da man ikke ror de sædvanlige 2000 meter, men i stedet ror for at se, hvem der kommer længst i romaskinen på 20 minutter.
Sidste år deltog Steffen fra Odder også i Amsterdam og satte ved den lejlighed ny verdensrekord for letvægtsroere med 6196 meter på 20 minutter. Juliane Elander fra Odder Roklub er også tidligere verdensrekordholder fra Amsterdam i letvægt.
Steffen følte sig velforberedt i dag med et forestående DM i næste weekend.
Odderroeren fik også en flot start og lå i et stabilt rekordtempo indtil, der manglede 2 minutter. Så syrede han til benene og kunne ikke holde det høje tempo helt i mål. Steffen Bonde manglede sølle 20 meter for at slå sin egen rekord fra 2013. Ærgerligt da en ny rekord belønnes med en pengepræmie på 1000 EURO.
Næste opgavefor Steffen bliver som omtalt DM i Bagsværd i næste weekend, hvor Steffen har store muligheder for en topplacering.
Steffen Bonde og hans rokammerater fra landsholdet kommer til Odder for at deltage i den spektakulære 24 timersroning i Kvickly Odder fredag d. 31. januar til 1 februar. Odder Roklub vil igen forsøge at ro værdifulde kilometerpenge hjem til klubbens mange projekter med elite, ungdom og motionister
Venlig hilsen Odder Roklub v/ Peder Würgler Hansen, sekr.
Leave A Comment
You must be logged in to post a comment.