I sidste weekend gik klubflaget til tops i Odder Roklub for at markere, at der nu officielt blev taget hul på en ny rosæson
Mens eliten er på forårstræninglejr for at komme i form til EM, VM og ikke mindst OL, samledes motionister og ungdomsroere i Odder Roklub med én ting i tankerne:
”Vi skal snart på vandet igen, og det glæder jeg mig til”, fortæller Majken Sand.
Da hun begyndte at ro inrigger sidste år, var det en gammel drøm, hun levede ud.
”Jeg kan godt lide at være aktiv, og jeg har altid følt, at det ville være noget for mig at kombinere motion og bevægelse med masser af frisk luft og naturoplevelser, og da en bekendt lokkede med mig, så slog jeg til.”
”Det giver ro i sindet at ro - samtidig med at der opstår et særligt fællesskab. Vi kan sidde stille og følge rytmen i båden eller snakke og grine, mens vi arbejder hårdt,” fortæller Majken Sand.
Hun har oplevet det som meget positivt, at man gradvist kan ro sig i god form, mens man gennemgår begynderkurset i inrigger. Hen over vinteren har hun holdt formen vedlige i roergometeret og i svømmehallen, og der skal meget til, førend hun bliver væk fra træningen, og nu lokker vandet og de mange ture.
Kajakken er en del af min identitet
Da Sanne Larsen begyndte at ro, valgte hun at tage på Odder Roklubs kajakkursus, og det har hun aldrig fortrudt.
”Kajakroning er god motion, naturoplevelser, sæler, marsvin, smukke solopgange og solnedgange og et utrolig godt kammeratskab,” mener hun.
Hun vælger skiftevis at ro alene og sammen med de rokammerater, hun har fået i klubben.
”Når man ror selv, kan det virke helt meditativt at glide gennem vandet. Andre gange vil jeg hellere ud at ro eller på tur med en flok fra klubben. I dag har jeg det sådan, at jeg tror, at jeg ville dø, hvis jeg skulle undvære at ro kajak. Det er blevet en del af min identitet,” understreger Sanne Larsen.
Hun er glad for, at klubben har så mange typer kajakker, så man altid kan få én der passer til ens ambitioner og ikke mindst til vejret.
”Det er da udfordrende at ro kajak i blæsevejr, men det er sjovt, og jeg får en yes-følelse indeni, når det lykkes godt for mig, ” siger hun.
Den tredje alder - på vandet
De seneste år har Odder Roklub oplevet en stor tilgang af nye medlemmer på 60+, og de fleste af dem ror kajak, inrigger eller ergometer sammen tirsdag og fredag formiddag. Gunnar Nordestgaard begyndte at træne ergometer sammen med sin hustru Gudrun for halvandet år siden, og sidste år deltog han i klubbens inriggerkursus.
”Efter et arbejdsliv med en stram kalender, har jeg glædet mig til at kunne dyrke motion, når det passer mig - og rigtig gerne i fællesskab med andre. Jeg er ikke lige til fitness, men jeg glæder mig over den styrke- og konditionstræning, man får ved at ro ergometer. Jeg får pulsen op og kan så slappe af bagefter med en kop kaffe i godt selskab,” forklarer han.
”Turene på vandet er en ren fornøjelse, og når jeg får taget kajakkurset i år, sammen med min hustru, så kan vi liste afsted på nogle småture med madkurven, når det passer os. Det glæder vi os til,” fortæller Gunnar Nordestgaard.
Mor og datter er bidt af roning
Cecilie Illum er 13 år, og hun har roet i to år. Sin unge alder til trods har hun allerede været dansk mester i sin årgang to gange, og både dét og fællesskabet i ungdomsafdelingen har givet blod på tanden efter flere sportslige resultater.
”Det har været let at komme i gang med at ro. Jeg blev taget så godt imod i klubben og præsenteret for de andre unge. Vi ror nemlig sammen alle sammen. Om vinteren er det indendørs i ro-ergometre, og om sommeren er det på vandet. Det er sjovest og mest udfordrende på vandet, og jeg kan godt huske, at det var lidt svært de første gange, men man finder hurtigt rytmen, og nu er jeg helt bidt af det.”
Lise Illum, er mor til Cecilie, og hun begyndte at ro her i vinter, fordi hun alligevel kom så meget i klubben med sin datter.
”Det er superhyggeligt, at vi kan træne sammen en gang imellem,” siger Lise Illum.
”Og det er dejligt, at min mor tager med til regattaer og mesterskaber. Det giver os et særligt fællesskab,” siger Cecilie.
”Jeg begyndte at ro, fordi jeg gerne ville forbedre min kondition og min styrke, og fordi jeg simpelthen ikke gider løbe,” forklarer Lise Illum storsmilende.
Hun forklarer, at hun har haft stor glæde af at træne med på et rospinninghold et par gange om ugen, fordi det giver struktur på træningen.
”Formmæssigt har roningen været meget bedre, end jeg havde håbet på. Man kan jo nemt følge sin udvikling og konkurrere med sig selv om at blive bedre, og det har virkelig været motiverende for mig.”
Lise Illums erklærede mål for denne sommer at prøve at ro sculler.
”Jeg må jo ud og prøve, hvordan det er, og om jeg overhovedet kan holde balancen i sådan en lang smal båd.”
Den 30. april er der svømmeprøver og kæntringsøvelser i Spektrum Odders Svømmehal fra kl 14.30-18 og årets rokurser og kajakkurser begynder i uge 18.
Leave A Comment
You must be logged in to post a comment.