Fuld turbo på rugbrødsmotoren

Pressemeddelelse

Odder Roklubs roere viste fornem form til Copenhagen Regatta og både uroerne og landsholdsroer, Julie Poulsen, kom hjem belæsset med medaljer

Copenhagen Regatta er traditionen tro sæsonenes første store udfordring på kortbane for Odder Roklubs ungdomsroere og eliteroere. En anden god tradition er at roerne altid har medaljer med hjem. Mange medaljer. I år blev det til tre guld, én sølv og tre bronze.

Regattaen strækker sig over både lørdag og søndag, så alle roerne kan få rystet årets premierenerver af sig og få føling med vandet. For Odderroerne har vandet faktisk været for koldt og blæsende til træning på havet, og derfor havde de ikke haft mulighed for at træne på vandet i år. Forventningerne var derfor ret beskedne. Uroerne klarede sig dog fantastisk i et stærkt felt af scullerroere fra Danmarks stærkeste roklubber.

”Det er fantastisk, at uroerne laver så gode resultater, men det helt fede ved at komme afsted til regatta er at se, hvor godt uroerne har det med hinanden og hvordan de bakker hinanden op hygger sig i klubbens regattatelt,” forklarer Dennis Kragh Thomsen, der er formand i Odder Roklub.

Han var med i København sammen med ungdomstrænerne: Per Amby, Klaus Amby og Christina Pultz samt bestyrelsesmedlemmerne Peter Poulsen og Simone Sørensen. Der var således en hel unik opbakning.

 

Juniorroere viste styrke

Her i vinter er Frey Sørensen blevet såvel jysk som dansk mester i U-17 klassen og på Bagsværd Sø vandt han bronze lørdag og guld søndag. Hermed cementerede han sit store talent. Det gjorde Caroline Sejersen også. Hun vandt bronze begge dage i dobbeltsculler sammen med sin makker Dina Poulsen fra Sorø, og hun vandt tillige sølv i otter med styrmand lørdag sammen med roere fra Dragør og Sorø. I alt havde hun tre medaljer med hjem til Sorø Akademi, hvor hun går i gymnasiet.

Aksel Kragh havde sin scullerdebut til Copenhagen Regatta og her omsatte han sin 3. plads fra JM i ergometerroning til en fjerdeplads i U15 i singlesculler søndag efter en 8.plads lørdag. I dobbeltsculler blev han og Frederik Amby nr. 5, så det var virkelig flot debutroning af de to unge roere.

Clara Mikkelsen deltog også i dobbeltsculler med Maya Majeed fra Århus, og som de andre uroere forbedrede de to sig også fra lørdag til søndag. De løftede sig således fra en 7. plads til en 6. plads.

 

Odders landsholdsroer vandt 2 x guld  

Mens uroerne ikke har haft mulighed for at træne på vandet, stiller det sig helt anderledes for Odder Roklubs landsholdsroer Julie Poulsen, fordi hun og landsholdskollegerne har været på træningslejr i Portugal to gange i 2023.

Den ”tunge” damefirer den danske båd, der klarede sig allerbedst i 2022 og derfor er båden prioriteret som en satsningsbåd frem mod OL 2024 i Paris. Julie Poulsen sidder fast på fireren med Frida Sanggaard fra Bagsværd Roklub, Astrid Steensberg fra DSR og Marie Johannesen fra Roskilde Roklub

For to uger siden vandt fireren suverænt Odense Langdistanceregatta og til Copenhagen Regatta vandt de også guld både lørdag og søndag. Da der ikke var mange danske firere til start på Bagsværd Sø, roede landsholdspigerne endda mod landsholdsherrernes dobbeltsculler, og den roede pigerne fra i fin stil.

Det tyder godt frem mod næste udfordring. Direkte efter regattaen i København gik turen nemlig videre til træningslejren i Østrig forud for EM, der ros 25.-29. maj i Bled i Slovenien.

 

.Copenhagen Regatta 2023

By | 2023-05-14T22:51:12+01:00 maj 14th, 2023|Aktivitet, Elite, Pressemeddelelse, Ungdomsroning|0 Comments

About the Author:

Leave A Comment