Begge roere fra Odder Roklub har kvalificeret sig til semifinalerne ved World Cup i Frankrig.
Der eksperimenteres meget med forskellige mandskabskonstellationer på det danske landshold i roning. Det har været vanskeligt at finde de bedste mandskaber til de olympiske bådklasser i letvægt.
For 14 dage siden deltog Steffen Bonde og Christina Pultz fra Odder i EM i Beograd i dobbeltsculler. Resultaterne levede ikke helt op til forventningerne, hvorfor der endnu en gang blev flyttet rundt på placeringerne i sculler-truppen.
Det Danske ro-landshold deltager i denne weekend i årets anden World Cup i Frankrig i det naturskønne i Aiguebelette, ikke langt fra de berømte franske skisportssteder. Den fantastiske udsigt lader dog ikke til at have distraheret de to roere fra Odder. De stiller ved denne regatta begge op i singlesculler. Christina Pultz og Steffen Bonde kvalificerede sig i dag begge til semifinalerne .
Christina kvalificerede sig direkte efter et nervepirrende heat, hvor hun lå på en fjerde plads ind til 500 m før mål. Med en ufattelig spurtstyrke på de sidste meter roede odderroeren sig op på den kvalificerende anden plads.
Steffen måtte derimod gennem et opsamlingsløb efter at have fået den ubarmhjertige 3. plads i indledende heat. Til gengæld var der ingen tvivl i opsamlingen, hvor Steffen førte fra start til mål.
Flot start for de to Odderroere
Julie Poulsen udtaget til de Nordiske Mesterskaber
Det er lige offentliggjort at en anden af Odder Roklubs stærke eliteroere i Junior A klassen, Julie Poulsen, er udtaget til de nordiske mesterskaber i Sorø i dobbeltfirer. Julie regner også med at stille op i dobbeltsculler ved mesterskaberne, hvor hun har gode vinderchancer.
Venlig hilsen Odder Roklub v/ Peder Würgler Hansen, sekr.
Leave A Comment
You must be logged in to post a comment.