Til Odense Langdistance Regatta var der både guld til Odder Roklubs landsholdsroer Julie Poulsen og seniorroer Mette Leitzke og en 2.- plads til juniorroer Caroline Sejersen
Den danske rosæson i kaproningsbådene blev skudt i gang i den forløbne weekend. Det skete til Odense Langdistance Regatta. Distancen her er hele 6 km, så der er grobund for vabler på hænderne og syre i ben og arme.
Julie Poulsen, Odder Roklub, stillede op til start i landsholdsfireren sammen med Astrid Steensberg, DSR, Frida Sanggaard, Bagsværd og Marie Johansen, Roskilde Roklub.
”Det gik jo rigtig godt både lørdag og søndag. Vi vandt guld begge dage, så vi er bare så glade. For at opsummere løbet, så var roningen god, men vi kæmpede rigtig meget med styringen undervejs,” forklarer den 24-årige Julie Poulsen.
Normalt er en robane 2 km og fuldstændig ligeud, men i Odense ros der på Odense Kanal, og da den slynger sig lidt, gør det den lange distance ekstra krævende.
Bedst af alle
Ud over, at roerne kan vinde de enkelte bådklasser har Odense Langdistance også en særlig beregningsnøgle, som gør det muligt at sammenligne farten på tværs af bådtyper og køn. Ifølge den beregning var den nye kvinde-landsholdsfirer den hurtigste båd begge dage.
”Det så fedt at vinde både to guld og at vinde overall - eller prognosen, som vi kalder det. Det er en opmuntring, fordi der ikke er så længe til, at vi skal ro World Cup i Beograd,” understreger Julie Poulsen.
Årets første World Cup løber af stablen den 27.-29. maj.
Bopæl i Odense er ingen hindring
Odder Roklub har en lang tradition for at skabe landsholdsroere og også for, at de fortsætter med at stille op for klubben, selvom de flytter væk fra kommunen.
Én af de trofaste Odderroere er 26-årige Mette Leitzke, som tidligere har roet på ungdomslandsholdet. Hun har siden uddannet sig til fysioterapeut i Odense, hvor hun stadig bor, men når hun ror hurtigt i dobbeltsculleren, gør hun det stadig som Odderroer - med makker Sarah Lindberg, Odense Roklub.
”Lørdag blev vi slået af landsholdets lette damer og en kombinationsbåd fra Hadsund og Roskilde, men vi var kun 2 sekunder fra nummer 2, og det gav os mod på mere. Søndag vandt vi og fik en flot guldmedalje. Alt i alt var det en meget vellykket weekend, hvor vi fik lov til at måle os med andre stærke damer. Vi er virkelig meget tilfredse med vores præstation her i vores daglige rofarvand, som vi kender til punkt og prikke.”
Et nyt talent på vej
Odder Roklubs yngste deltager i Odense var Caroline Sejersen,
”Det gik mega godt. Lørdag roede jeg dobbeltsculler med Signe Thorup fra Sorø Roklub. Vi havde kun roet sammen to gange før, men alligevel blev vi blev nr. 4. Det var vi begge to godt tilfredse med,” fortæller det 16-årige Oddertalent.
”Søndag gik det endnu bedre. Jeg roede dobbeltfirer med to piger fra Roskilde Roklub og én fra Stevns. Vi fandt sådan en god rytme i båden. Selvom vi aldrig havde roet sammen før blev vi alligevel nummer 2, så det var fedt,” understreger Caroline Sejersen.
Nu glæder hun sig til sommerens regattaer og til, at hun fra august kan prioritere sin roning yderligere, når hun begynder sin gymnasietid på Sorø Akademi.
Leave A Comment
You must be logged in to post a comment.