Juliane Elander og Christina Pultz, begge Odder Roklub, har siden januar valgt at træne frem mod EM og VM uden for Danmarks Rocenter (DRC). I øjeblikket er de på træningslejr i Aviz i Portugal med støtte fra klubben.
Lad det være sagt lige ud, så er det ikke just en ønskeposition for de to Odderroere at stå uden for DRC, uden det fællesskab og den Team Danmark support, der er i Bagsværd. At stå udenfor er en beslutning, de har hver især har taget efter mange personlige overvejelser og med viden om, at det ville betyde en økonomisk udfordring for dem personligt og for deres klub, og at de selv måtte finde en frivillig træner, til at hjælpe dem med at forsøge at kvalificere den danske båd til OL ved VM i Linz sidst i august.
For begge roere er passionen for sporten det bærende element, og de har også begge den holdning, at det for Danmark gælder om at stille den stærkeste båd til OL i Tokyo 2020. Derfor var det med tungt hjerte, at de med et par ugers mellemrum takkede nej til at fortsætte i DRC.
Baggrunden for deres udtræden er for Julianes Elanders vedkommende, at hun ønskede at genfinde lysten til rosporten i nye rammer og med en anden træner. For Christina Pultz er baggrunden, at hun i december fik besked om, at hun ikke ville blive prøvet af sammen med Juliane Elander som en mulig konstellation i letvægtsdobbeltsculleren, og at hun skulle træne uden for DRC og selv holde sig i form som evt. reserve for landsholdet.
Juliane Elander og Christina Pultz, som i efteråret blev danske mestre i den tunge dobbeltsculler, har siden januar trænet hårdt sammen med Jesper Krogh, DSR, som træner.
Hen over foråret og sommeren deltager Odderroere ikke i landsholdets træningslejre, men må afholde deres egne, ligesom de skal stille op i den internationale regatta Piediluco i Italien den 12.-14. april og herefter følger: Odense Langdistance, Copenhagen Regatta, Ratzeburg Regatta. Til alle disse regattaer stiller de op for Odder Roklub.
Juliane Elander har siden januar forhandlet med sportschef Finn Trærup,DRC, om duoens muligheder for at komme i betragtning til at repræsentere Danmark, og hvordan og hvornår de kunne få mulighed for at ro og vise deres niveau.
Den aftale, der foreligger med sportschefen nu - efter at han bl.a. har forhandlet med den sportslige ledelse, bestyrelsen i DRC samt med Team Danmark - er, at Juliane Elander og Christina Pultz arbejder henimod at stille op for Danmark til EM og også til VM i letvægtsdobbeltsculleren, hvis der er fart nok i båden. VM er første mulighed for at kvalificere en dansk båd til OL.
Efter VM er planen, at de to Odderroere herefter indgår i DRC-truppen igen, så centret kan udtage den stærkeste båd til OL i 2020.
Leave A Comment
You must be logged in to post a comment.