Interview lavet af Odder Roklub 31-07-2016
I dag er Juliane Elander, Odder Roklub, på vej via Madrid til Rio, og om præcis en uge ved vi, om hun og makker Anne Lolk, DSR, har roet sig direkte i semifinalen til OL. Det bliver spændende at følge.
Lige inden Juliane rejste videre fra træningslejren i Østrig har Odder Roklub lavet dette lille interview med hende.
Foto: Svend Bertil Frandsen, Danmarks Rocenter.
Hvordan går det i Østrig?
Det går godt, Jeg har sendt min mor og pigerne (Vera 6 år og Vibe 3 år) hjem i fredags, og det burde kunne give mig mere ro på op til rejsen via Wien og Madrid.
Vi har det godt. Formmæssigt er vi godt kørende, og vi laver gode tider, og vi har fået trænet rigtig godt, og Anne og jeg er blevet så gode!!!
Vi har helt sikkert aldrig været bedre, og det er jo god timing, og det føles megafedt.
Der har været så meget skriveri om OL-byen, der ikke er færdig i Rio, men nu hører vi, at I roere vist skal bo et andet sted, pga. rostadions beliggenhed. Er det korrekt?
Ja, det er rigtigt. Og vi er rigtigt glade for, at vi ikke skal bo i OL byen med alt det skriveri, der har været.
Vi roere skal bo på vores helt eget Team Danmark hotel - som er tilpasset os, og vi har dansk kok med derud til at lave maden. Vi skal bo der sammen med de danske kajakroere og ikke andre.
Så det er super godt for os og for koncentrationen.
Kan det passe, at der stadig ikke foreligger nogen lodtrækning til de indledende fire heats søndag den 7. august?
Ja, jeg har spurgt Brian (Richardsson, landstræner) om lodtrækningen, og hvornår vi får besked. Lodtrækningen kommer først lige før, det går løs i Rio. Det sker af hensyn til eventuelle afmeldinger pga. sygdom eller andet - så man ikke risikere at skulle lave lodtrækningen om.
Der har jo været meget fokus på doping af de russiske atleter, hvordan ser det ud inden for roningen?
FISA (Det Internationale Roforbund) har været ret konsekvente i deres udmelding og har kun givet 6 ud af 23 roere lov til at deltage i OL, da de er de eneste, der opfylder IOC-kravene. Blandt de 17 udelukkede roere er letvægtsdobbeltsculleren, så det bliver Italien, der får deres plads i Ol-konkurrencen. Det bliver så dem, vi kan risikere at møde.
Hvad tænker du selv om den doping, der har fundet sted i Rusland?
Jeg er glad for at dopingproblematikken bliver taget alvorligt, men jeg har også virkelig ondt af de eventuelt uskyldige atleter, der bliver fanget i den beslutning og frataget deres OL-billet. Det må være frygteligt som atlet ikke at kunne bevise sin uskyld, men… det burde også være den enkeltes atlets eget ansvar at være under et validt dopingprogram.
Vi må håbe, at det kan være det, der kommer ud af dopingskandalen i fremtiden.
Efter min mening burde det i øvrigt gælde alle lande og alle sportsgrene at man selvfølgelig ikke kan deltage i OL, hvis man har en dopingdom- afsonet eller ej.
Der er jo en tidsforskel på fem timer mellem Europa og Rio, hvordan tænker du, at den kan påvirke jer?
Vores træningsprogram er også tilpasset, så vi skulle klare rejsen bedst muligt.
Søndag flyver vi via Madrid til Rio og skulle lande i Rio 19.10 Riotid - som jo er midt om natten dansk tid - så jeg håber, det bliver nemt at sove sig ind i rytmen.
Det bliver selvfølgelig en udfordring med tidsforskellen - men heldigvis har vi en træner, (Brian Richardsson fra Australien) der er vant til at rejse langt og rejse med atleter – og der er meget erfaring at hente hos ham, så vi har høstet alle fiffene.
Heldigvis skal vi ro tidligt efter i Rio-tid (dvs. om eftermiddagen i DK) Af hensyn til vindmønstrene i Rio - tror jeg fx, at vi skal ro semifinale 8.30 Rio-tid. Det betyder, at vi letvægtsroere skal til en meget tidlig vejning*. (Typisk to timer før start.)
Derfor er planen, at vi holder fast i Europa rytmen, så godt vi kan, og bliver ved med at stå tidligt op derovre og prøve at vend det til vores fordel.
Det er jo godt for B-menneskene, at vi kan hente lidt i Europatidszonen, så vi kan snyde os ud af sengen.
Hvad tænker du om chancerne for medaljer i Rio?
Ret beset er vi 6-8 nationer, der kan tage medaljer, og vi ligger meget snært på hinanden, men er vi superoptimistiske og tror på, at vi kommer til at ro om medaljer i Rio. Formen er der i hvert tilfælde.
Fakta:
37-årige Juliane Elander, Odder Roklub, og 33-årige Anne Lolk, DSR, er de to danske roer i letvægtsdobbeltsculleren.
Sammen blev de nr. 4 til OL i London.
Det er fjerde gang, at Juliane repræsenterer Danmark til OL.
I Athen blev hun nr. 10 og i Beijing nr. 7
Juliane har verdensrekorden i ergometeroning, har vundet VM fire gang og har mange medaljer fra EM og World Cups. Senest vandt hun og Anne Lolk sølv i Poznan i juni måned.
Har roet sammenmed Anne Lok fra 2009, hvor hun overtalte Anne til at konvertere fra kajakroning til ”baglænsroning.”
Anna Lolk er tidligere tredobbelt verdensmester i kajak på maratondistancen.
Juliane har sin mand, Mads Rasmussen, med til OL. Han repræsentere Danmark i herrernes letvægtsdobbeltsculler sammen med makker Rasmus Quist (begge DSR) De vandt guld til OL i London, men har været afhængige af IOC-reglernes spidsfindigheder for at kunne kvalificere sig til OL i Rio.
Foreløbige rotidspunkter for Juliane Elander og Anne Lolk
Sø. 7. aug. kl. 15.40-16.10: De fire indledende heats
Ma. 8. aug. kl. 14.20 eller 14.30: Opsamling - 2 heats
Ons. 10. aug. kl. 13.50 eller 14.00: Semifinaler
Fre. 12. aug. kl.14.52: Finale
Der er mulighed for at følge Juliane til OL på https://www.facebook.com/odderroklub, hvor Odder Roklub løbende opdaterer med stort og småt fra OL-roningen og OL-lejren. Odder Roklub vil gerne opfordre alle til at gå ind og synes godt om klubbens FB-side under OL og følge klubben og Juliane og meget gerne dele nyhederne. På den måde kan vi i det østjyske område støtte aktivt op om Odder Kommunes eneste OL-deltager.
Fakta om Letvægtsroningen til OL
Der er kun tre bådtyper i letvægtsklassen til OL. Damernes dobbeltsculler, herrernes dobbeltsculler og herrernes firer (guldfireren).
Vægtkravene til en letvægtsroer ved indvejningen - normalt to timer før start:
Kvinder: Mandskabet må max have et gennemsnitsvægt på 57 kg- og ingen af roerne må veje over 59 kg.
Mænd: Mandskabet må max have en gennemsnitsvægt på 70 kg – og ingen af roerne må veje over 72,5 kg.
Leave A Comment
You must be logged in to post a comment.