DM i coastalroning ved Saksild Strand

 

Den 4. september skal Odder Roklub for første gang være vært for et DM, og klubben glæder sig til at præsentere en kommende olympisk disciplin

I 2020 var der mange corona-ubekendte, da Odder Roklub gik i gang med at forberede DM i coastal: Skal - skal ikke. Må - må ikke. Pilen endte på ”må ikke”, så DM blev udsat til 2021, men stadig med Odder Roklub som vært.

Det er Dansk Forening for Rosport (DFfR), der har opfordret klubben til at afholde mesterskaberne.

”Det gjorde vi, fordi vi synes, at Odder Roklub og lokalområdet har den dynamik, der skal til for at være værter for DM, og så er Saksild Strand et unikt sted at afholde mesterskaberne. Farvandet er meget velegnet til coastalroning, og er vinden i øst, kan vi få de bølger, vi ønsker os til mesterskabet. Det må jo gerne være udfordrende for roerne og sjovt for tilskuerne, ” forklarer Peter Froskov, som er formand for DFfR’s coastaludvalg og med til at sikre afviklingen af mesterskaberne.

 

Roning med adrenalinkick

Coastalroning er det nye ”sort” inden for roning. Coastalbåden er udviklet ved den franske Atlantkyst og bådtypen er til høje bølger, til stille vand og alt derimellem. Coastal er roningens svar på mountainbikes, og velegnet for alle, der godt kan lide at bruge sig selv, og at få et actionpræget adrenalinkick, når bølgerne er store. En vis portion vable-parathed er også en fordel.

”Det skal da ikke være nogen hemmelighed, at vi håber, at det blæser under mesterskaberne, så er coastalroning allersjovest, fordi roerne kan surfe på bølgerne, og vi vil gerne vise spektakulær roning frem for alle, der har lyst at komme og se DM,” fortæller Torsten Traberg, som er formand for Odder Roklub.

Han og klubbens DM-udvalg er stolte over, at DFfR pegede på Odder Roklub som værter, da klubben kun havde haft coastalroning i et år.

”Forbundet kunne mærke, at vi ville det her helhjertet, og vi glæder os til at give alle interesserede et gratis kig på den kommende olympiske disciplin,” forklarer Torsten Traberg.

Han var selv kajakroere og tidligere kajakinstruktør, men nu har han tabt sit hjerte til coastalroning.

”Det er fordi, coastalbådene har en fantastisk sødygtighed i al slags vejr. I dag synes jeg personligt, at det er meget sjovere at ro coastal og meget mere teknisk og fysisk udfordrende,” understreger han.

 

Udgangspunktet er Trekanten

Odder Kommune har givet klubben og DFfR lov til at anvende Trekanten ved Saksild Strand til mesterskaberne, så parkeringspladsen er lukket fra 3.-5. sep.

DM i coastal ros på en 4 km match race bane fra Trekanten ved Saksild Strand hen mod Rude Strand og retur til Trekanten.

Tilmeldingsfristen er først 31. august, så Odder Roklub ved stadig ikke, hvor mange roere, der kommer og deltager i de danske mesterskaber og i Danish Open Coastal Rowing, der afvikles samtidig. Forventningen er ca. 100 deltagere fra ind- og udland.

Mesterskaberne kommer til at foregå i otte mesterskabsafdelinger, hvor alle hold i samme afdeling kæmper om at komme hurtigst rundt om banens fire bøjer, inden de pisker vandet til skum for at komme ind til kysten. Her skal én fra hver båd springe ud af båden og løbe ca. 25 meter op til målstregen. En såkaldt beach-landing. Derfor bliver der især meget at se på ved Trekanten.

 

Coastalroning er også at lege

Henrik Füchtbauer, som er medlem af Odder Roklubs DM-udvalg, er tidligere konkurrenceroer i sculler. Han er én af de Odderroere, der stiller op til DM. Ikke for at vinde, men for at være med.

”Jeg har roet de to kilometer frem og tilbage på Bagsværd Sø i mange år, så det en oplevelse for mig at ro langs kysten og bare kunne blive ved med at ro uden at støde ind i en søbred.  I coastalbåde kan man tage ud i alt slags vejr. Hvor hårdt vejr afhænger kun af ens mod. Er det kun let vind, kan man ro syv km langs kysten til Hou og tilbage igen. Er det hårdt vejr, kan man ligge og lege ved at ro 200 meter ud og surfe ind igen på bølgerne mange gange i træk. Jeg har ikke prøvet at ro på coastalbane før, men jeg deltager, fordi jeg gerne vil være med til at profilere coastalroningen,” forklarer Henrik Füchtbauer.

 

Teltskitse_20210805

coastal Dm baneforslag 1

Følg nyt  om mesterskaberne her

https://www.facebook.com/DRCC2021

og https://www.facebook.com/odderroklub

 

By | 2021-08-17T17:36:24+01:00 august 17th, 2021|Aktivitet, Coastal, Konkurrencer, Pressemeddelelse|0 Comments

About the Author:

Leave A Comment