Pressemeddelelse fra Odder Roklub: Juliane går efter OL – GULD

Pressemeddelelse fra Odder Roklub:
OL roer. Juliane tv og Anne Lolk th.
Juliane Elander fra Odder Roklub og hendes makker i den Olympiske letvægtsdobbeltsculler Anne Lolk er nu endeligt og officielt udtaget som OL- mandskabet. De går efter OL-guldet.
I går satte Dansk Idrætsforbund (DIF) navne på de to roere, som skal repræsentere Danmark i letvægtsdobbeltsculler ved OL i Rio de Janeiro i august.
Det blev som ventet Juliane Elander fra Odder Roklub og Anne Lolk fra DSR. De samme roere som kvalificerede båden til OL ved VM i Sydfrankrig i sept. 2015.

Der er store forventninger til de to sympatiske atleter, som allerede har haft en forrygende sæsonstart på OL året. Et forår spækket med personlige rekorder, verdensrekord og ekspert-ros på stribe har givet de to piger stor selvtillid og glade forventninger.

Det er også meget rosende omtale, der kommer frem i forbindelse med at Juliane og Anne er blevet endelig udtaget.

DIF’s chef de mission for OL-holdet, Morten Rodtwitt siger:” Juliane Elander Rasmussen og Anne Lolk, som er de første roere, der udtages, er to bomstærke piger, der på fornem vis har præsteret at forene familieliv med elitesport på ekstremt højt plan. Respekt for det. Og respekt for deres målsætning om at vinde guld til Danmark”

Team Danmarks direktør, Lone Hansen, fremhæver de to roere som forbilledlige eksempler på den såkaldte danske model, hvor danske eliteatleter også kan få plads til eksempelvis uddannelse og familieliv.” Anne og Juliane har arbejdet meget målrettet i deres træning og vist fremragende træningsresultater. Vi kan være stolte over, at dansk eliteidræt har så gode og stærke ambassadører. De har begge opnået flotte resultater tidligere i karrieren, men de har stadig et imponerende drive og en sult efter til hele tiden at blive bedre. De inspirerer mig og mange i dansk eliteidræt,” siger Team Danmark direktør, Lone Hansen. (citat fra roning.dk)
Vi i Odder Roklub må give eksperterne fuldstændig ret. For Juliane Elander, der begyndte som 15 årig ”hestepige” med inrigger roning i Odder Roklub, er det den sportslige kulmination, at skulle til sit fjerde OL med store medaljemuligheder i Rosportens måske hårdeste konkurrence, letvægtsdobbeltsculler.
Selvtillid og glæde stråler ud fra de to OL deltagere, som skal ud i første styrkeprøve ved EM i Rotterdam primo maj
Venlig hilsen Odder Roklub v/ Peder Würgler Hansen

By | 2017-04-11T22:58:14+01:00 april 12th, 2016|Pressemeddelelse|0 Comments

About the Author:

Leave A Comment