Roklubben slap kræfterne løs i Kvickly
Marathon roning, rekordforsøg, lancier-træning og hyggeligt kammeratligt samvær var temaerne for Odder Roklubs 24 timers roning i Kvickly Odders forhal.
Dette års 24 timers sponsorroning, som blev afholdt for 16. gang, levede på alle måder op til forventningerne. Den loyale og i sportskredse enestående opbakning, fra landshold og andre roklubber udmøntede sig i resultater, som Odder Roklub ikke har set siden 2007. Den lokale opbakning fra andre foreninger fik også en meget stor betydning for slutresultatet. Der blev sat timerekord for kvinderne og Universitetsroning Ålborg var meget tæt på at slå mændenes timerekord fra 2015.
”Heldigvis” var Ålborg-roerne stadig lidt rustne, efter de havde sat ny verdensrekord for 24 timer i forrige weekend. Det samlede resultat blev også bemærkelsesværdigt med 459.km 546 meter kun 2,5 km fra roklubbens egen 24 timers rekord fra 2007 på 462 km.
Lang tids forberedelse
Selvom vi kalder det en 24 timers roning, ligger der mange ugers forberedelse forud med skabe aftaler med eliteroerne og ikke mindst for 16. gang at afprøve de lokale sponsorers velvilje til at støtte roklubben . Heldigvis har klubben oparbejdet en fantastisk lokal opmærksomhed, så sponsorjægerne, som vi kalder dem, næsten altid bliver godt modtaget alle steder. Det økonomiske udbytte, som klubben får ud af anstrengelserne, er af uvurderlig betydning for roklubbens eksistens og arbejde for elite, ungdom og motionsroning
De 24 timer
De 24 timer bød på mange former for sport. De unge roere startede i romaskinen kl. 15 fredag. Senere tog eliteroerne over for en stund, hvorefter motionisterne kæmpede sig igennem nogle timer. Det var en stor opmuntring for alle, da der kom en karavane fra Universitetsroning Ålborg med nyslåede verdensrekordholdere både for kvinder og mænd. Romaskinen fik den ultimative stress-test, da de muskelsvulmende kæmper gik i gang. De hjalp også til en stor del af natten sammen med ungdomsroerneog eliten.
Lørdag morgen var det igen motionister og ungdomsroere, der bemandede podiet, inden pigerne fra Ålborg, Århus, Kbhv. og Odder satte timerekorden. Derefter forsøgte verdensrekordholderne fra Ålborg at erobre ODDERs timerekord. Det lykkedes ikke denne gang. Derimod var Odders egne herrer, med hjælp fra en enkelt OL guldmedalje vinder( Mads Rasmussen) tættere på, mens vor borgmester Uffe Jensen så beundrende på. Det hele sluttede præcis kl. 15 lørdag efter en time, hvor alle deltagere fra de 24 timer var med.
Juliane trænede også lancier
Døgnet bød også på andet end udmarvende roning. Odder Roklubs OL-roer Juliane Elander og hendes makker Anne Lolk er nemlig inviteret til hofbal hos dronning Margrethe på tirsdag med ledsager. De skal være repræsentanter for rosporten sammen med Danmarks andre kulturpersonligheder.
Som altid forbereder Juliane sig omhyggeligt. Derfor havde hun fået en aftale med sit gamle gymnasium i Odder og ikke mindst lancier eksperten Tove Thomasen, om at genopfriske de fem ture dansen består af. De to OL-roere havde et fast tag i deres mænd i dansetimen, som var til stor nytte, underholdning og morskab for alle.
Det var trætte men tilfredse roere og arrangører, der tog hjem fra Kvickly lørdag aften med stor taknemmelighed til de mange sponsorer og glæde over den store imødekommenhed fra Kvickly Odder og Montra Odder Parkhotel.
Venlig hilsen Odder Roklub v/ Peder Würgler Hansen
Leave A Comment
You must be logged in to post a comment.