Kort om klubbens økonomi
I klubbens visioner står nedfældet, at vi tilstræber at have orden i økonomien. Dette er bestyrelsen meget magtpåliggende, idet økonomien er fundamentet for hele klubben.
Groft set hviler klubbens økonomi på fire søjler:
- medlemskontingenter
- sponsorstøtte
- kommunale tilskud
- fondsdonationer.
Ca. 1/3 af klubbens årlige indtægter hidrører fra medlemskontingenter. Dette dækker ret præcist den daglige drift af klubhuset (realkreditlån, vand, forsikringer, el, ejendomsskat og lign.)
Når man som Odder Roklub har adskillige roere i den nationale og internationale elite, stilles der imidlertid store krav til økonomien. Det er særdeles kostbart og ressourcekrævende at have eliteroning, men vi modtager hvert år støtte dels fra vores hovedsponsor, Kvickly Odder, dels i form af et særligt tilskud fra Odder Kommune til disse aktiviteter.
Indenfor de seneste år har klubben modtaget adskillige donationer fra forskellige fonde. Disse donationer er altid øremærkede til bestemte formål og tildeles efter ansøgning.
Blandt de seneste års uvurderlige støtte kan nævnes store beløb givet til solcelleanlæg og varmepumper af dels LAG-midlerne fra Ministeriet for By, Bolig og landdistrikter og EU, dels Odder Kommune, samt flere donationer fra Tryg-fonden, Nordea-fonden, Carlsbergs Sportsfond, Sparekassens Kronjyllands fond og flere andre.