Odder Roklub roede sig til syv sæt medaljer

Det er en fast decembertradition, at Odder Roklub møder talstærkt op til Euro Slide Open i Gladsaxe og kommer hjem belæsset med tidlige julegaver i form af medaljer

I år var ingen undtagelse. I weekenden deltog Odder Roklub med syv ungdomsroere, to juniorlandsholdsroere, to mastersroere og Juliane Elander - og de vandt syv sæt medaljer: Tre guld, to sølv og tre bronze.

Slide er den form indendørsroning, der ligner roning på vandet mest, fordi romaskinerne er monteret efter hinanden på skinner, så man kan ro 2’er, 4’er og 8’er, præcis som på vandet. Det er åbenbart noget, der passer Odders roere godt. Euro Slide Open er det uofficielle danske mesterskab i slide.

- Det var en helt fantastisk god tur i år, fordi alle uroerne roede sig til medaljer i én eller flere af deres discipliner. Det er virkelig unikt, forklarer Ulla Neess, som er én af Odder Roklubs to Ungdomstrænere.

Piger vandt voksenmedaljer

Bronzemedaljen i dame-8’eren var en særlig stor præstation, fordi der kun var én senior på holdet. Alle Odder Roklubs seks juniorpiger fra 12-17 år havde valgt juniorklassen fra og havde sagt ja til ro med i den åbne seniorklasse sammen med Juliane Elander. Hun har nemlig en unik evne og vilje til at samle og motivere et Odderhold.  Og pigernes roglæde smitter tilbage på en garvet OL-roer.

- Det var så fedt at sidde i en otter sammen med seks andre Odderpiger og en ”lånt” Lyngbyroer

Vores juniorpiger gjorde det bare så godt – og vi blev først lige overhalet på stregen af Ålborgs damer. Vi fik bronze, og det, synes jeg, var super godt klaret,” forklarer Juliane Elander.

Med til historien hører, at de tre af roerne: Frida Karottki, Hannah Laursen og Clara Mikkelsen først er begyndt at ro i sommer efter Odder Roklubs Like A girl Camp, så det var deres første slide-mesterskab. Faktisk deres allerførste mesterskab overhovedet. Caroline Sejersen og Anne Asaa og juniorlandsholdsroer Trine Leitzke havde prøvet at ro om medaljer mange gange før. Seniormedaljen i 8’eren var dog en førstegangsoplevelse for alle på holdet.

Faktisk var 8’er-medaljen ikke den eneste slidemedalje til Odders U15-piger. Anne Asaa og Caroline Sejersen vandt også sølv i 2’er og sammen med Clara Mikkelsen og Hannah Laursen vandt de bronze i 4’er. I sidstnævnte klasse måtte de dog se sig slået af Frida Karottki, som vandt sølv sammen med tre Holstebroroere.

Odderdrenge blev forgyldt

Dagens helt store topscorer på medaljefronten blev juniorlandsholdsroeren Anton Østergaard-Clausen med hele tre guldmedaljer i U19, og lige i hælene på ham kom Noah Mikkelsen med to guldmedaljer. De to Odderdrenge roede 4’er og 8’er sammen på et team af stærke ungdomsroere fra Holstebro, hvor Anton har landsholdstrænet hele sommeren.

I U19-klassens 2’er roede Anton Østergaard Clausen og Noah Mikkelsen derimod mod hinanden, og her trak Anton det længste stå ved at vinde guld sammen med sin landsholdsmakker, Tobias Bork fra Holstebro

I 8’eren deltog faktisk også en tredje Odderdreng, Frey Sørensen, som stillede op sammen med syv juniorroere fra Bagsværd, og de vandt bronze. En fornem præstation af Frey i hans mesterskabsdebut.

Som sædvanlig havde alle roere og forældre og ungdomstrænerne Michael Brandt og Ulla Neess en hyggelig tur, men de skal ikke hjem og hvile på laurbærerne, for de næste opgaver, de jyske og danske mesterskaber venter lige efter nytår.

http://https://www.facebook.com/pg/odderroklub/photos/?tab=album&album_id=3453302271376585

  

Odder Roklubs resultater fra Euro Slide Open 2019 i Gladsaxe

 

Åben Kvindeklasse: 8’er slide

Nr. 3: Juliane Elander, Trine Leitzke, Caroline Sejersen, Anne Asaa, Clara Mikkelsen, Frida Karottki, Hannah Laursen og Ida Marie Reimer fra Lyngby

 

U19: 2’er slide

Nr. 1- Anton Østergaard-Clausen og Tobias Bork, Holstebro i 2’er slide

Nr. 8 – Noah Mikkelsen og Patrik Klestrup, Holstebro

Nr. 10 - Trine Leitzke og Ida Marie Reimer, Lyngby i

 

U19: 4’er slide

Nr. 1- Anton Østergaard-Clausen og Noah Mikkelsen sammen med Tobias Bork og Patrik Klestrup, Holstebro

 

U19: 8’er slide

Nr.1- Anton Østergaard Clausen og Noah Mikkelsen sammen med seks andre stærke roere

Nr. 3 - Frey Sørensen sammen med syv Bagsværd-roere

 

U15: 2’er slide

Nr. 2 - Anne Asaa og Caroline Sejersen

Nr. 5 - Frida Karottki sammen med Laura Møller Holstebro

Nr. 6 - Clara Mikkelsen og Hannah Laursen

Nr. 6 - Frey Sørensen sammen med Storm Genet, Bagsværd

 

U15: 4’er slide

Nr. 2: Frida Karottki sammen med tre Holstebroroere

Nr. 3: Anne Asaa, Caroline Sejersen, Hannah Laursen, Clara Mikkelsen

 

Masters 30+

Nr. 4: Ulla Neess og Per Amby

By | 2019-12-08T23:42:20+01:00 december 8th, 2019|Aktivitet, Elite, Pressemeddelelse, Ungdomsroning|0 Comments

About the Author:

Leave A Comment