”Vores målsætning i dagens B-finalen om placeringerne fra syv til ni, var at gå efter sejren” fortæller den 27-årige Odderroer
Der var bare lige det problem, at den målsætning havde modstanderne, Irland og Australien, tilsyneladende også.
Danmark havde slået begge nationer i opsamlingsheatet i tirsdags, så det danske firkløver var fortrøstningsfuldt inden torsdagens start.
Efter en god start, hvor de tre både lå side om side, stak to andre både lidt af fra Danmark omkring 500-metermærket, men fra 1000-metermærket pushede Danmark og halede ind på Australien, mens Irland stadig øgede tempoet lidt oppe foran..
Danskerne har heldigvis en efterhånden legendarisk spurt, og med den overhalede den danske båd Australien og nærmede sig irerne mere og mere, jo nærmere målstregen kom. På mållinjen manglede Julie Poulsen og co. dog stadig ca. halvandet sekund i at nå irerne.
"Nu blev vi nr. 8, men vi ville da gerne have vundet i dag, så vi må stille os tilfredse med at have fået "hævn" over Australien, som slog os til World Cup i Poznan her i sommer. Mod Irland skiftes vi til at vinde, og det har vi gjort hele året. Vi elsker at race imod hinanden, og det er jo fedt, når det kan være sådan," fortæller en tilfreds Julie Poulsen.
Slutresultatet i kvindernes firer blev guld til Holland, sølv til Storbritannien og bronze til New Zealand. Den utaknemmelige 4.-plads gik til den stærke ro-nation Rumænien.
At Julie Holst Poulsen fra Odder Roklub, Marie Johannesen fra Roskilde Roklub, Frida Sanggaard fra Bagsværd Roklub og Astrid Steensberg fra DSR hører hjemme i verdenstoppen kan man se, når man sammenligner A-finalens tider med B-finalens. Irland, der samlet blev nr. 7, roede tidsmæssigt lige op med nr. 5 USA, mens Danmark på 8.-pladsen roede lige op med Kina, der blev nr. 6.
Toproning er benhård business.
Klar til OL i Los Angeles
Den danske firer, der har Odderroeren som stroke, har alt i alt præsteret et mere end godkendt resultat, som både hun, Odder Roklub og Danmark kan være stolt af.
Julie Poulsen er da heller ikke bleg for allerede nu at melde ud, hvor hun står i forhold til OL i Los Angeles i 2028.
"Dér vil jeg selvfølgelig virkelig gerne med. Det kunne være så nice at få lov at opleve," understreger hun.
De danske roer har under OL boet uden for Paris i nærheden af rostadion, men nu bliver der endelig mulighed for at komme ind til OL-byen i Paris og mærke stemningen, og se andre atleter i aktion.
"Det glæder vi os til ovenpå en uge med mentalt og fysisk pres på. OL er en unik sportsbegivenhed, så vi vil selvfølgelig gerne have hele oplevelsen og stemningen med," understreger Julie Poulsen.
Leave A Comment
You must be logged in to post a comment.