Det lykkedes ikke Julie at komme i OL-finalen fra indledende heat

Odderroer skal omkring opsamlingsheatet til OL

Søndag lykkedes det ikke at gå direkte i finalen til OL i Paris for Julie Poulsen fra Odder Roklub og den danske firer. Det havde krævet en første- eller andenplads, og det var Danmark ikke i nærheden af.

Faktisk blev den danske båd sat så meget af førerfeltet, at der ikke var noget at stille op. Det så lidt ud, som om den danske båd måske bare valgte at ro igennem til målstregen fra 1000 meter-mærket og spare kræfterne lidt til opsamlingsheatet på tirsdag.

Det var nu ikke sådan, det var, fortæller Julie Poulsen fra Paris.

”Der var en voldsom modvind alle 2000 meter i dag, og det gjorde heatet ekstra hårdt. Vi lå på midterbanen, og da vi først kom lidt bagud, blev vi ramt af dønningerne fra begge sider fra de foranliggende både, det gjorde det svært at finde fart i båden. Vi syntes ellers, at vi kom godt ud af starten og fulgte pænt med de første 500 meter, men pludselig var vi på sidstepladsen, og det var umuligt for os at komme op igen. Vi roede ellers til og gjorde, hvad vi kunne. Vi har normalt en stærk sprint,  og det var kun den vi måske sparede lidt på, fordi vi ikke kunne gå videre alligevel,” forklarer den 27-årige roer fra Odder Roklub.

 

Blandt verdens ni bedste både

Julie Poulsen understreger, at når der kun er udtaget ni både til OL, så er der allerede foretaget en meget kraftig selektion. Kraftigere end den danske landsholdsfirer møder det til VM, EM og World Cup, hvor den plejer at klare sig godt, og kraftigere end i de fleste andre sportsgrene.

”Det er vigtigt, at man ikke er for hurtig til at underkende, hvor gode de andre er. Det er kun de allerstørste og allerstærkeste ronationer, der er med til OL, og faktisk har vi aldrig slået nogen af de andre otte både. Der sidder mange VM-vindere og OL-vindere på de andre både, og vi er debutanterne. De andre nationer har altid været hurtige, og det virker som om de oven i købet har fundet ekstra meget fart til OL. Vi vil gerne klare os godt mod dem, og selvfølgelig vil vi gerne have en af de seks finalepladser, men vi ved, at det næsten vil kræve et mirakel. Alligevel er vi optimistiske og går efter det,” fortæller Julie Poulsen.

 

Fire skarpe modstandere

Hvis Julie Poulsen fra Odder Roklub, Marie Johannesen fra Roskilde Roklub, Frida Sanggaard fra Bagsværd Roklub og Astrid Steensberg fra DSR skal snuppe en finaleplads, skal de slå minimum tre af de andre både.

”Der er kun to finalepladser i spil i opsamlingsheatet på tirsdag, og vores mål er at lave en god præstation i vores egen optik. Vi kan under ingen omstændigheder blive mindre end nr. 9 til OL, og det er vel i virkeligheden i sig selv en succes,”  forklarer hun.

Vinder af søndagens heat blev Storbritannien foran New Zealand, og i det andet heat kvalificerede Holland og Rumænien sig til finalen. Det betyder, at de lande, det danske firkløver skal møde tirsdag 30. juli kl. 11.30, er USA, Irland, Kina og Australien.

 

Billedtekst: Klar til start på Stade Nautique de Vaires-sur-Marne. Fra ve mod hø er det Julie Poulsen fra Odder Roklub (stroke) Marie Johannesen fra Roskilde Roklub, Frida Sanggaard fra Bagsværd Roklub og Astrid Steensberg fra DSR

 

Vi tror og håber, at fireren kan gør de bedre i opsamlingsheatet på tirsdag den 30. juli kl. 11.30, hvor de to bedste går videre til finalen.
Pressemeddelelsen opdateres, når vi har haft kontakt til Julie
By | 2024-07-28T22:37:08+01:00 juli 28th, 2024|Aktivitet, Elite, Pressemeddelelse|0 Comments

About the Author:

Leave A Comment