Vellykket åbent hus arrangement

Vellykket Åbent Hus

Som vi skrev i går var det et yderst vellykket Åbent Hus i Odder Roklub lørdag den 20. aug kl 14-17.
"Der kom 7 kajakinteresserede, 3 inriggerinteresserede og 3-4 ergometerinteresserede, og der varogså mødt 12 medlemmer og instruktører fra klubben til at tage imod dem," fortæller Anne Hels.

Stort set alle kom kl. 14, hvor vi fordelte os i hold efter interesse: Inrigger, kajak eller ergometer.

Marianne Siim Nørgard og Michael Brandt tog sig af inriggerroerne, og de var ude i en fireårers inrigger med styrmand, og det var en hyggelig og sjov tur med engagerede gæster.

Fra kajakfronten fortæller Anne Hels:
"Vejret var ikke indbydende rovejr, da det var overskyet og blæste en del fra syd med bølger, men vi fandt syv stabile kajakker frem, så alle kajakinteresserede kunne komme på havet.
Et par stykker skulle lige tilbage i sommerhuset efter noget passende rotøj, men alle havde mod på at komme på havet. Godt gået, synes jeg.
Else og Leif Tarp, Torsten Traberg og jeg tog med på vandet.
Efter omklædning kom alle i kajak, og det gik over stok og sten i medvind til Rude Strand. Gæsterne imponerede: Kun én væltede på udturen. Der var endda overskud til en snak undervejs. Jeg talte med en kajakinteresseret, som var flyttet til lokalområdet med sin kæreste for to måneder siden. Sejt at kunne tale samtidig med at ro som begynder i en del bølger.

Ved Rude Strand vendte vi, og da lagde vinden sig, så vandet blev næsten helt fladt. Der kom også lidt hul i skyerne.

Et par store drenge ville ro om kap hen til en bøje. Men det gik lidt for stærkt for den ene, som pludselig væltede. Leif Tarpvar straks på pletten og instruerede knægten i en makkerredning. Det kom ham til gode lidt senere, hvor hans kammerat væltede i kådhed. Nu kunne han nemlig makkerredde sin kammerat. Imponerede hvor hurtigt de unge lærer kunsten at ro kajak.

Det var dejligt at kunne vise gæsterne, hvor roligt vandet også kan være, hvor smukt og stille det til tider er.

Tilbage på stranden var gæsterne, der havde væreten tur i vandet, ved at fryse.

Team kajak Odder Roklub sendte derfor gæsterne ind under den varme bruser, mens vi skyllede gæsternes kajakker og lagde dem på plads.

Efter omklædning var der kaffe, hjemmebagt kage, snak og hygge i klublokalet. Det var en rigtig dejlig dag med godt teamwork og søde gæster. Forhåbentlig ser vi gæsterne igen i klubben.

De er mere end velkomne"

Billederne i diasshowet er fra kajakundervisningen. Billeder fra roningen kommer lige om lidt.
Foto Lise Illum/Ttorsten Traberg

By | 2017-04-11T22:58:13+01:00 august 22nd, 2016|Uncategorized|0 Comments

About the Author:

Leave A Comment