Det bliver en neglebidende B-finale på lørdag, når Julie Holst Poulsen fra Odder Roklub og den danske firer skal ud i et vildt race for at sikre sig den sidste ledige OL-billet her til VM
I B-finalen er der kun én ting der tæller: En førsteplads.
Hvorfor? Fordi den vil sikre Danmark en OL-billet.
Dem er der nemlig syv af her til VM, og efter torsdagens semifinale er seks nationer VM- finaleklare og dermed OL-klare. Det er Holland, Rumænien Australien fra første semifinale og USA, Storbritannien og Kina fra den anden semifinale, som danskerne roede i.
Danmark havde kvalificeret sig til semifinalen ved at blive nr. 3 i indledende heat efter Holland og USA. I torsdagens semifinale var kravet for en finaleplads mindst en tredjeplads, og selvom danskerne satte ind med en vild spurt, måtte de tage til takke med en fjerdeplads, foran Irland og Canada, så de kom ikke desværre ikke i mål til en sikker OL-billet.
Julie Poulsen fra Odder Roklub, Astrid Steensberg fra DSR, Marie Johannesen fra Roskilde og Frida Sanggård fra Bagsværd skal derfor ro B-finale lørdag kl. 11.50. Her ros om placeringerne fra nr. 7-12, og modstanderne er Irland, Canada, Tyskland, New Zealand og Polen, og der bliver kamp fra start til mållinjen, for alle vil selvsagt ro sig helt ud i håb om at få OL-billetten.
Ulige vilkår ramte hårdt
Når det endte med en B-finale for danskernes vedkommende, var det formentlig, fordi det var en usædvanlig hård omgang roning torsdag.
Det danske firkløver skulle naturligvis kæmpe imod stærke landsholdsbåde fra de store ronationer, men i tilgift blev det også en kamp mod vejret, for det blæste meget, og der var krappe bølger hele vejen ned over de 2000m. Værst var det for de både, der fik tildelt banerne ude i vinden. I roning er det nemlig sådan, at hvis der er side-modvind, så nogle baner er lettere at ro på, så bliver der byttet om på baneplaceringen, så favoritterne får de bedste pladser. Det betød, at i stedet for at ro på bane 2, blev danskerne flyttet ud i vinden på bane 4. Derfor var det umulige odds for Julie Holst Poulsen og fireren.
Til Roning.dk fortæller sportschef Thor Juul Kristensen at han er frustreret over, at det internationale roforbund ikke udsatte dagens semifinaler.
”Vejret skaber helt tydeligt unfair banefordele i dag. Det er eliteidrætsudøvere, der får frataget deres chancer, fordi World Rowing tilgodeser tv og placerer de største favoritter på de bedste baner. I bådklasser, hvor det normalt er marginaler, der afgør det, så er det helt forrykt, at det får lov at køre,” siger han og understreger, at de ulige baneforhold var gældende hele dagen, og at det konstant var bane 1,2 og 3 der vandt, fordi de havde fordelen.
Julie Holst Poulsen er også ked af, at fireren ikke lykkedes at komme i finalen, så de kunne ro den uden stress med en OL-billet i baglommen.
”Det var jo det, vi håbede på, så det var ærgerligt, at vi ikke lige tog den i dag,” forklarer Odderroeren.
For den danske firer og deres træner Mads Haubro er der kun to døgn til at genfinde motivationen og koncentrationen inden B-finalen. Fordi Danmark og New Zealand blev nr. 4 i deres semifinaler, bliver de to nationer begunstiget af de bedste baner på lørdag, men det bliver et ultrasmalt nåleøje at komme igennem. Det bliver alles kamp mod alle.
Vejrudsigten lyder heldigvis på sol, 28 gr. og lidt mindre vind end i semifinalerne.
I Odder Roklub tror man stadig på en OL-billet til den danske damefirer.
”Bliver den ikke sikret her til VM på lørdag, er der endnu en plads i spil, for den europæiske båd, der klarer sig bedst til World Cup i Luzern til næste år,” lyder det fra klubben.
Billede Dansk Forening for Rosport.
Leave A Comment
You must be logged in to post a comment.