Turbofart gav finaleplads til World Cup

Pressemeddelelse fra Odder Roklub 28. Maj 2016 vedr. World Cup i Luzern
Turbofart gav finaleplads til World Cup
Juliane Elander, Odder Roklub, og makker Anne Lolk (DSR) er klar til finalen i Luzern efter tre indledende løb, hvor letvægtsdobbeltsculleren har vist sit OL-potentiale

Lad det være sagt med det samme. Formkurven hos de to OL-roere er opadgående, og det hilser Juliane Elander velkommen her ved den næstsidste World Cup inden OL i Rio i august.

"Alt klapper lige nu. Vi er super glade for, at vi har samlet den op efter de to kolde spande vand fra EM og forårsregattaen I København. Der var der ikke rigtig noget, der lykkedes for os. Det blev en slags wakeup call for os, og vi har virkelig siden forårsregattaen snakket om, hvad der gav os fart sidste år. Svaret var at "gøre det sammen", sådan helt igennem. Det, har vi øvet os på de sidste to uger, og det har givet fart."

Odderroeren betegner da også samarbejdet som en af de helt store charmer ved at ro dobbeltsculler.

"Vi var selvfølgelig meget obs på, om vores indsats kom til udtryk i løbene hernede, og det må det siges at have gjort og det er fedt!!!", forklarer Juliane Elander.

Det er tydeligt at høre, at det har været en forløsning for den ambitiøse duo, at mærke, at OL- formen er ved at være der. Sidst blev de nr 4 til OL i London, og målet er en medalje i Rio.

Tre stærke heat i træk
I indledende heat skulle de to danskere ro sig til en første- eller andenplads for at gå direkte i semifinalen. Uheldigvis var de ude i dagens allerhurtigste heat, og selv med dagens femtebedste tid - af de i alt 18 mandskaber - og dagens bedste spurt, måtte de tage til takke med en tredjeplads efter Canada og Kina

 

De manglende 63/100 sek i pigernes indbyggede turbomotor betød en omvej omkring opsamlingsheatet, men her var der ingen tvivl om udfaldet. Juliane Elander og Anne Lolk førte fra start til slut og roede sig suverænt i semifinalen foran de hurtige mandskaber fra Polen og Rusland.

Semifinalen blev endnu et hårdt race for de danske piger, men de stod distancen og kom ind på en fornem andenplads efter Canada. Igen var det de sidste 500 meter, der gjorde dem urørlige for de nærmeste rivaler fra Kina og Irland.

"I dag i semifinalen fik vi den gode rytme til at virke ned over banen og kunne spurte til sidst. Heldigvis var vi kommet i den semifinale, vi helst ville have. Nu håber vi, at vi kan sætte et fjerde godt løb ind på kontoen i morgen," understreger Juliane.

"Vi har fået tre gode løb her i Luzern, og det er det, vi har brug for frem mod Rio, og samtidig har det været tre gode løb i vores nye OL-båd, som i morgen bliver pakket og shippet til Rio. Det er en god mavefornemmelse at vide, at "hun" er hurtig!", siger Juliane Elander.

Hun og Anne glæder sig til finalen søndag, hvor den danske duo skal møde Canada, Syd Amerika, New Zealand og Kina 1 og Kina 2. Et umanerlig skarpt felt.

"Alle de gode hold, som vi også kommer til at møde til OL er her, undtagen Holland, så en finaleplads er virkelig en milepæl for os," understreger hun.

By | 2016-05-28T21:51:43+01:00 maj 28th, 2016|Uncategorized|0 Comments

About the Author:

Leave A Comment