Det er NU du skal melde dig til den tur, som af mange betragtes som årets bedste, nemlig Tørring-Klostermølle, som i år løber af stablen lørdag, den 23. august. Turen er desværre kun for kajakker, idet Gudenåen her ved sit udspring er ganske smal og temmelig kringlet i sit løb.
Vi mødes kl. 07.00 i klubben og pakker traileren, hvorefter vi kører til Tørring, med en afstikker til Klostermølle, hvor vi placerer en bil. Vi starter formentlig ca. kl. 09.30 fra Tørring og herefter går turen ca. 42 km. gennem noget af det smukkeste landskab, Danmark kan præstere til Klostermølle, hvor vi forventer at være fremme mellem 17 og 18. Vi forventer at være tilbage i klubben ca. kl. 20.
Turen består af 4 etaper á ca. 10 km, med indlagte pauser og de fleste, som blot har roet en smule i sæsonen, vil kunne gennemføre uden problemer. Der er dejlig medstrøm hele vejen.
Gudenåen er på denne strækning belagt med sejladsbegrænsning, hvorfor der skal købes sejladstilladelse til hver deltagende båd. Dette koster kr. 125,-. Af denne grund er sidste frist for tilmelding søndag, den 17. august.
Tilmeld dig på Rokort.dk.
Vel mødt
Torsten
Leave A Comment
You must be logged in to post a comment.