Roklubben på sommertogt på Lolland

Roklubben på sommertogt på Lolland

af Marianne Siim Nørgaard

Traditionen tro har Odder Roklub været på det årlige firedages sommertogt. I år gik turen til Lolland, med roning på Nakskov Fjord og Maribo Sø.

Ni gæve kvinder drog sidste lørdag morgen af sted med kajakker på traileren. Inriggerbåde (trærobåde med to eller fire roere og styrmand) låner man hos de roklubber, der besøges. I Dansk Forening for Rosport er der lang tradition for at besøge hinanden og få mulighed for at opleve nye farvande og møde roere fra andre steder i landet.

Odderroerne havde i god tid meldt deres ankomst og blev i Nakskov Roklub taget godt i mod af to erfarne klubmedlemmer. De to Nakskovitter roede lørdag eftermiddag med på en tur på Nakskov Fjord og viste rofarvandet frem og udpegede de ”farlige” store sten og meget lavvandede områder, og gav gode tips om fine roruter i området og hvordan man gebærder sig i en industrihavn med kæmpeskibe - meget anderledes end den fredelige Odderkyst.

Undervejs udveksledes der mange erfaringer om medlemsfastholdelse, elitearbejde, gode både og meget andet fra begge klubber.

Billede 1 Odder Roklubs sommertur

Billede 1: Annelise(forrest) fra Nakskov Roklub viser sit daglige rofarvand frem for Oddergæsterne.

Flere af turens deltagere har familie på Lolland så efter den første rotur var der indkvartering i en stor lånt villa i Nakskov. En noget mere luksuriøs overnatningsform end den traditionelle på luftmadrasser i et klubhus.

Søndag var der en meget stærk vestenvind, hvilket gav hårdt vejr på fjorden. I stedet blev kajakkerne endnu en gang læsset og kortegen drog til Maribo Roklub. Også her var der en fantastisk modtagelse; formanden var mødt op og havde fundet klubbens bedste båd frem til Odderroene - naturligvis fra Odder Inriggervæft.

Gæsteroerne fik udleveret kort over søen og udpeget fuglereservaterne, hvor der selvfølgelig ikke må roes. Det blev til en kort tur på søen, inden det blev besluttet gå i land og se Maribo by, mens der blev ventet på bedre vejr med lidt mindre blæst.

Der blev spist frokost på cafe og den hyggelige middelalderdel af Maribo med domkirke, klosterruin og andre gamle bygninger studeret. Mens kaffen senere blev indtaget ved roklubben dukkede endnu et familiemedlem til en af deltagerne op og fortalte om Maribos katolske historie – mange unge polakker kom i 1890’erne til 1920’erne til Lolland som roearbejdere og mange slog sig ned.

Ved 18-tiden var blæsten aftaget så meget, at bådene blev sat i vandet, og der blev mulighed for en meget smuk aftentur på søen, som har et meget rigt fugleliv. Det lykkedes endda for nogle af deltagerne at se en havørn med et enormt vingefang.

Billede 2 Odder Roklubs sommertur

Billede 2: Kajakker i aftensol på Maribo Sø

Maribo Sø bruges ligesom Brabrand Sø til elitetræning og konkurrencer, så på tilbageturen til Roklubben blev der rykket hårdere i årern, og der kom lidt ekstra fart i bådene ned ad den 2000 m. lange bane.

De næste dage blev det til flere ture i havnen og på Nakskov Fjord og bl.a. landgang på Slot Ø.

Billede 3 Odder Roklubs sommerrtur

Billede 3: De små kajakker ser ikke ud af meget ved siden af skibet i Nakskov Havn.

Tirsdag eftermiddag kørte de ni deltagere mod Odder igen og ankom trætte men mange gode rooplevelser  og venskaber rigere.
Billede 4  Odder Roklubs sommertur

Billede 4: Klar til at pakke sammen og rejse hjem fra Nakskov.

By | 2017-04-11T22:58:14+01:00 juli 2nd, 2016|Uncategorized|0 Comments

About the Author:

Leave A Comment