Pressemeddelelse : Odderroere i tvekamp

 

 

Odderroere i spændende tvekampe på Bagsværd sø

Copenhagen regatta i 2014 skulle give svar på mange spørgsmål om styrkeforholdende i Dansk kaproning efter OL koryfæerne har meldt sig på banen igen. Odder Roklub havde flere deltagere i det spil.

 

Copenhagen regatta eller forårsregattaen, som den også kaldes, samlede igen i år deltagere fra alle kanter og udkanter af Danmark. Der roes på Bagsværd sø og der er ikke nogen skelnen mellem tunge og lette roere – alle stiller op mod alle i de enkelte bådtyper. Odder Roklub deltog både med de ultimative eliteroere og nogle seje juniorpiger i sidste weekend.

 

Herrernes tvekamp

Der var på forhånd især stor spænding om løbene i to bådklasser, begge med Odderroere som deltager.

 I mændenes dobbeltsculler skulle den nye superkonstellation med den mangedobbelte verdensmester Henrik Stephansen og Steffen Bonde fra Odder for første gang efter OL ro mod Guldvinderne Mads Rasmussen og Rasmus Quist. En tvekamp hvor der var mere end æren på spil. Løbet blev da også lige så spændende som forudset og afviklet i et voldsomt højt tempo. De gamle ræve løb med den indbyrdes sejr, og sluttede på en 3.plads efter de tunge roere. Steffen og Henrik blev 4. med en anden roer fra Odder Mathias Larsen på en flot 5. plads i det stærke felt. Det skal bemærkes at Steffen Bonde og Henrik kun har roet sammen i kort tid, så der kan forventes meget mere fra den kant.

 

Damernes duel

Den anden duel, der var set frem til var med Odder roere i begge både, nemlig damernes dobbeltsculler, hvor Christina Pultz fra Odder ror er sat sammen med Aja Runge Holme fra Roskilde i den nye landsholddobbeltsculler. De to skulle møde det danske OL mandskab fra 2012 Juliane Elander fra Odder og Anne Lolk, DSR, begge lige vendt tilbage på eliteplan efter barsel. Det blev det forventede drama, med to mandskaber, der VILLE vinde. De to både fulgtes tæt op gennem banen. Det blev dog igen de to rutinerede piger, der trak det længste strå og vandt med sølle 3 sekunder i mål.

Christina og Aja har kun roet sammen i få måneder og kun haft deres nye landsholdsdobbeltsculler i få dage, så det var en flot præstation også fra deres side.

I det hele taget er det fantastisk, at vi herhjemme har to så stærke mandskaber i damernes letvægtsdobbeltsculler og så med Odder-piger i begge både. Det skal bemærkes, at de to dobbeltscullere med letvægtspiger i begge både roede fra samtlige tunge mandskaber. Det er også klasse.

 

Juniorerne fra Odder Roklub havde også en god regatta.

Sarah Moslund og hendes makker fra Århus vandt sølv i junior B dobbeltsculler i strålende solskin lørdag og gentog præstationen søndag i silende regn.

Christine Cardel og Marie Poulsen, begge fra Odder, vandt henholdsvis sølv og bronze i Junior C singlesculler. Og fik sammen i dobbeltsculler en fjerdeplads.

Desværre lykkedes det ikke for roklubbens nye stjerne skud Julie Poulsen at vinde en plads på holdet til Junior OL. Det blev i stedet  Astrid Steenberg fra Sorø, som vandt 500 m sprinten begge dage. Hvis konkurrencen havde været på de sædvanlige 2000 meter, havde resultatet måske været et andet.

Venlig hilsen Odder Roklub v/ Peder Würgler Hansen, sekr.

 

 

By | 2017-04-11T22:58:22+01:00 maj 27th, 2014|Pressemeddelelse|0 Comments

About the Author:

Leave A Comment