Pressemeddelelse 8.9.2013 Hele tre ting på én gang

1-Billedcollage Klubtur  Odder Roklub
Odder Roklub havde en travl dag i lørdags. Dåb af klubbens nye kajak ”Spektrum Odder”, ibrugtagning af den nye flagstang og en herlig klubtur med unge og voksne roere fra Ry til Slåen Sø

Nogle gang er det bedst at lade billeder fortælle historien om en særlig dejlig dag. En sådan dag var det for Odder Roklub i lørdags. For én gangs skyld var det ikke de sportslige resultater, der var i spil, men derimod om en klubdag af den slags, der styrker sammenholdet.

Faktisk var dagen på nippet til at blive aflyst, fordi vejrguderne havde tænkt sig at blæse op fra sydøst og dermed umuliggøre den årlige klubtur til Hou Røn. Lidt af en afbrænder, når der havde meldt sig 28 ungdomsroere, voksne roere og kajakroere til turen, så fredag fik formand, Torsten Traberg, stablet en nødplan på benene. Klubben fik lov at leje fire inrigger-træbåde i Ry, og så var det i princippet bare at mødes lørdag og pakke kajaktraileren og komme af sted.

Der var dog lige to andre begivenheder, der skulle løbe af stabelen først.

Hjælp fra Spektrum Odder

En af de kajakker, der skulle med på turen var den splinternye kulfiberkajak (Coastliner) som Spektrum Odder har doneret til klubben. Men… en kajak kan ikke komme på tur, før den har fået et navn på behørig vis, og derfor mødte centerleder i Spektrum Odder, Kurt Christensen, op fra morgenstunden, for at døbe vidunderet i ægte havvand.

Torsten Traberg udtrykte klubbens taknemmelighed over donationen, og Kurt Christensen kvitterede med en tale, hvor han bl.a. opfordrede roklubben til at være med til at profilere Odder som en by med helt et unikt kyst- og strandområde.

Under dåben vajede roklubbens splitflag fra den nye, 16 meter flagstang, der i det daglige tjener som sømærke. Den gamle var blevet skambidt af tidens tand, og den nye fik sin velfortjente flagdebut i lørdags.

Mellem både og søbølger

Efter båddåben var det tid at pakke madpakker, drikkedunke, skiftetøj, pagajer og sætte kursen mod Ry. Her blev inriggerne rullet ud af bådhuset og direkte ned i vandet. En uvant luksus for ægte hav-roere!

Kajakkerne fik et lille forspring, og de unge og voksne roere blev fordelt i bådene, så de kunne følges tempomæssigt ad på den 25 km lange tur. Første etape gik til Slåen Sø, og undervejs fik ”uroerne” lært den svære kunst at navigere mellem sejlbåde, motorbåde og kanoer i krappe søbølger.

Sukkerchok på Himmelbjerget

Ved Slåen Sø blev der holdt en hyggelig frokostpause, inden turen gik tilbage mod Himmelbjerget. Her lagde alle robåde og kajakker til. Igen og der blev spist og ladet op. Måske skyldtes det sukkerchok fra lækre, hjemmebagte hindbærsnitter, for de unge og deres ledere besluttede sig pludselig for at løbe op på Himmelbjerget og ned igen, inden de sidste syv kilometers roning tilbage til Ry. De var fuldstændig utrættelige og veloplagte hele dagen.

Imens nød resten af selskabet udsigten over Juel Sø og så Hjejlen og de andre turbåde lægge til og stævne ud igen.

Da der var samling på tropperne gik turen tilbage til Ry – og derfra hjem til Saksild – efter en smuk og udfordrende tur. En god dag for klubben, hvor roerne klarede hele tre ting på én gang – eller en dag.

By | 2017-04-11T22:58:26+00:00 september 9th, 2013|Pressemeddelelse|0 Comments

About the Author:

Leave A Comment