Steffen Bonde imponerer i Ratzeburg
Steffen tog hjem med to guldmedaljer fra Ratzeburg, Tyskland. Det var første internationale optræden med ny makker i letvægtsdobbeltsculler.
De danske roere har haft vanskelige forhold at forberede sig under til den forestående sæson. Vejret har drillet med kulde og blæst. Det har været vanskeligt at få kvalitetstræning på vandet, og elitetruppen har været ramt af flere sygemeldinger. Disse omstændigheder har gjort det svært at finde de rigtige mandskabskonstellationer i landsholdets bådklasser.
I denne weekend var de landsholdsroere, der ikke deltog i sidste weekends EM i Polen taget til den 56. internationale regatta i Ratzeburg. Blandt de danske landsholdsroere var der ikke mindre end 4 deltagere fra Odder Roklub, Steffen Bonde, Mathias Larsen, Alex Berg og Julie Poulsen.
Steffen har haft meget travlt den sidste tid. Som nyuddannet jurist i nyt job har det krævet focus og viljestyrke at træne på landsholdsniveau. Ikke desto mindre debuterede han internationalt sammen med sin nye makker Emil Espensen, DSR i letvægtsdobbeltsculler med stor succes. Det nye makkerpar har kun trænet sammen i 3 uger og stillede i Ratzeburg op i den tunge klasse.
På regattaens første dag, lørdag distancerede Steffen og Emil de tunge roere med næsten 15 sekunder, mens der på anden dagen var mere modstand. De tunge mandskaber var meget hurtigt fra start og lå
hurtigt en bådlængde foran den danske båd, men Steffen Bonde fra Odder og hans makker holdt hovedet koldt og kæmpede sig op på siden af de tyske modstandere ved 1000 meter mærket og med en flot slutspurt vandt Steffen og Co. igen guldmedalje i dag.
Mathias Larsen fra Odder Roklub stillede op i senior A singlesculler og var lidt uheldig med sin start lørdag men vandt trods det sølvmedalje begge dage
Alex Berg, også fra Odder fik en 5. plads lørdag og avancerede til 4. pladsen søndag i U23 singlesculler i Ratzeburg
Julie Poulsen sluttede med i sin makker fra Rocenter Århus på en 6. plads
Det forlyder at der er planer om at Danmark stiler mod at skabe en letvægts-otter til VM i Frankrig til efteråret. Med de flotte resultater Steffen Bonde, Mathias Larsen og Alex Berg leverer for tiden, må de være varme emner til en plads i et sådant slagskib
Venlig hilsen Odder Roklub v/ Peder Würgler Hansen
Leave A Comment
You must be logged in to post a comment.