Odder helt fremme ved DM i Roning
Odder blev klubben med næst flest medaljer ved Danmarksmesterskabet i indendørsroning Gladsaxe.
Mens regnen silede ned udenfor, regnede medaljerne ned over roklubbens deltagere ved DM.
Odder Roklub havde som sædvanligt sendt en bred trup af roere over bælterne for at deltage i DM i Gladsaxehallen i weekenden. Aldersspændet var fra 12 til 76 år. Der blev virkelig roet igennem af klubbens OL-roere, landsholdsaspiranter, elite-veteraner og håbefulde junior-roere.
Guld-veteraner
Fra start var det superveteranerne, der lagde linien. Per Amby vandt guld i aldersklassen 60+ og Tage Staal fulgte hurtigt efter med endnu en guldmedalje i 70+ efter et tæt løb over 2000 meter.
Så tog Juniorerne over.
12 årige Pi Goslar roede 2 min til en guldmedalje og kort efter gjorde Cecilie Illum hende kunststykket efter med en guldmedalje i aldersklassen 13 år. Det løb var dog så tæt, at Cecilie måtte dele medaljen med Signe Flarup fra roklubben Ægir. Pi Goslar vandt senere også sølvmedalje i 100 meter sprint.
Det samlede juniorhold fik en 8. plads i junior-klubstafetten.
Juliane bliver bedre og bedre
Juliane Elander fra Odder Roklub kan næsten ”gå” på vandet for tiden. Hun er uhyggelig stærk i et ro-ergometer og satte ny verdensrekord over distancen 6000 meter for en uge siden. I denne weekend fulgte Juliane op med endnu en toppræstation ved at vinde Guld ved DM i letvægt over 2000 meter i tiden 7 min 01.03 sek., hvilket er ny personlig rekord (den gamle PB er kun et par uger gammel-sådan). Julianes makker i OL dobbeltsculleren, Anne Lolk kom ind på en flot 3. plads blot fem sekunder efter. Det er to piger der har lagt en plan for 2016.
Steffen præsterede bedre end de fleste OL roere
Steffen Bonde er ganske vist ikke med i OL truppen, men trods en overbelastningsskade er han en af Danmarks stærkeste letvægtsroere og blev ved DM kun overgået af Jacob Søgaard fra Bagsværd. Lige efter kom Juliane Elanders mand Mads Rasmussen og mandskabet fra den såkaldte Guld-firer.
OR vintage
To tidligere Odderroere vandt også guldmedaljer ved DM, nemlig Olivia Cardel som nu ror i Sorø og Anders Moustgaard fra DSR
Odder Roklub sluttede meget betegnende de Danske Mesterskaber i indendørsroning af med af vinde klubstafetten med et hold bestående af Juliane Elander, Steffen Bonde, Julie Poulsen og ankermanden 76 årige Tage Staal. Det er bredde både på den ene og den anden led.
Efter den flotte præstation drog OL truppen til Portugal i træningslejr og resten af Odder-roerne hjem til hovedlandet.
Venlig hilsen Odder Roklub v/ Peder Würgler Hansen
Leave A Comment
You must be logged in to post a comment.