I går OL- kvalifikation til Juliane Elander, i dag en ikke mindre fantastisk VM bronze medalje til Mathias Larsen fra Odder Roklub i Danmarks letvægtsdobbeltfirer
Hvis man ikke har prøvet det, har man vanskeligt ved at forestille sig, hvor spændende kaproning kan være, når man er til verdensmesterskaber, og to af ens klubkammerater er med i forreste række. Det er hårrejsende, nervepirrende og fantastisk, når det går, som det er gået hidtil for Odder Roklubs to deltagere ved VM på Lac D’aiguebelette i Sydfrankrig.
Først Juliane Elanders finaleplads/OL-kvalifikation i går, og så roede Mathias Larsen og Co. VM bronzemedalje hjem til Danmark – og altså også til Odder - på mandskabets kun anden tur sammen over 2000 meter. Det var samtidig Danmarks første medaljer ved dette års verdensmesterskab.
De fire i båden var: Mathias Larsen fra Odder Roklub, Andrej Lawaetz fra Århus Roklub, Oscar Petersen Bagsværd Roklub og Emil Espensen DSR.
Her til VM har de fire roet to meget flotte løb. I dag kom de måske ikke så hurtigt fra start, men lagde sig alligevel solidt på en 3. plads i et opskruet tempo.
Mens Frankrig og Tyskland i slutspillet kæmpede om guld og sølv, lykkedes det for den danske kvartet at holde England bag sig helt til mål. Frankrig vandt guld, Tyskland sølv og Danmark Bronze.
Et helt nyt mandskab
Da den danske medalje var en realitet, udbrød der stor jubel på de danske tilskuerpladser, og ude på søen jublede Mathias, Andrej, Oscar og Emil over medaljen. En ekstra hyldest kom ”ufrivilligt” fra de lokale franskmænd, da Savoie-regionen også har ”Dannebrog” som flag.
”Når det gik så godt for os i dag, skyldes det nok, at vi fire kender hinanden på kryds og tværs af bådklasserne, men vi har aldrig roet sammen alle fire, før her den sidste måned,” forklarede Mathias Larsen umiddelbart efter finalen.
Det gør bronzemedaljen helt ekstraordinær, og med til historien hører også, at den lette dobbeltfirer heller ikke været med på landsholdets træningslejr i Østrig. De fire bronzemedaljevindere har trænet sammen på Bagsværd sø, hvor det ikke er muligt at ro fulde 2000 meter, og hvor de har roet i det omskiftelige danske vejr. Oven i det var det også nyt for dem at være med til senior VM.
”Vi er alle fire vant til, at være med til store internationale U-23 stævner, men jeg har godt kunnet mærke at stemningen, presset og hastigheden er meget højere i senioreliten end i U23. Jeg er faktisk også lidt overrasket over, at vi kunne ro i en så ekstrem hurtig en tid i dag (5 min.50 sek. / 2000 meter), men vi havde besluttet at give den fuld skrue fra start og håbe på at det holdt hjem – og det gjorde heldigvis, ” forklarer Mathias Larsen.
Mere i vente
En så flot præstation af en kvartet af letvægtsoere må give landstræneren noget at tænke på, når landsholdet, til næste år, skal forsøge at ro sig til en OL-billet til en dansk letvægtsdobbeltsculler.
Odder Roklub er kommet i medaljehumør, og ser frem til at klubbens næste, stærke kort til VM, Juliane Elander, ror finale lørdag kl. 14. Den kan ses påTV2 sport og Eurosport eller på Wordrowing.com
Venlig hilsen Odder Roklub v/ Peder Würgler Hansen
Ps. Følg også nyt om Odder Roklubs VM- stjerner på www.facebook-com/odderroklub
Billedtekst
Til medaljeoverrækkelsen er det fra venstre Emil Espensen fra DSR, Andrej Lawaetz fra DSR, Mathias Larsen fra Odder Roklub og Oscar Petersen fra Bagsværd Roklub.
Leave A Comment
You must be logged in to post a comment.