Østjysk båd klar til at forsvare VM-bronze
Inden OL var helt ovre, var tre af Odders eliteroere allerede ankommet til verdensmesterskaberne, der afholdes fra 21.-28. august.
Det særlige ved dette VM er, at der for det voksne landsholds vedkommende kun konkurreres i de bådklasser, der ikke er inviteret indenfor til OL. I stedet har Det Internationale Roforbund, FISA, samlet VM, U-23 VM og Junior-VM til ét mesterskab på det nye rostadion i Rotterdam.
Odder Roklub har Steffen Bonde og Mathias Larsen med i letvægtsdobbeltfirer, hvor de sammen med to andre østjyder: Andrej Lawaetz fra Århus Roklub og Jens Noll fra Hadsund Roklub skal forsvare de danske farver og bronzemedaljen fra sidste års VM i Frankrig.
Dobbeltfireren er faktisk et rent østjysk kraftværk af en båd med fire garvede landsholdsroere, der alle har været med i toppen af dansk roning siden juniorårene.
Odder Roklub har spurgt Steffen Bonde, hvordan formen og holdets selvtillid har det, inden det går løs til VM.
"Vi glæder os, for vi er for det meste gode, men vores forventning til en placering er uafklaret, fordi vi ingen anelse har om, hvor gode vores konkurrenter er i øjeblikket - andet end vi ved, at de faktisk er stærke," siger Steffen Bonde.
I alt deltager verdens 12 stærkeste ro-nationer i dette års verdensmesterskaber i dobbeltfirer. Danskernes modstandere i indledende heat er Canada, Rusland, Grækenland, Storbritannien og Italien.
Vinderen af heatet går direkte i finalen, mens resten skal ro opsamlingsheat om finalepladserne.
Julie Poulsen har roet sig i kvartfinalen
Julie Holst Poulsen, Odder Roklub, er og så med i Rotterdam, hvor hun ror singlesculler i U-23 rækken.
”Jeg er rigtig tilfreds med løbet og kom igennem med en god tid. Målet var at undgå opsamlingsheatet, og det gjorde jeg, og jeg lå faktisk nr. 3 det meste af tiden. Jeg kunne dog ikke holde fast i mine årer pga. regn og blæst og gik derfor ikke ind i en slutspurt mod Ungarn, for jeg kunne jo risikere at miste en åre og ryge i opsamlingsheatet. Ellers kom jeg igennem løbet med et godt overskud hele vejen, og jeg er derfor helt sikker på, at der bliver plads til en stor slutspurt til sidst her til kvartfinalerne,” fortæller Julie fra Rotterdam.
Kvartfinalen ros tirsdag den 23. aug kl 9.50-10.15.
Leave A Comment
You must be logged in to post a comment.