Odder vært for DM i Coastalroning

Pressemeddelelse, vers 2

Odder vært for DM i Coastalroning

Den 5. september skal Odder Roklub for første gang være vært for et DM, så lige nu forbereder klubben sig på mesterskaberne

 

Skal – skal ikke. Må – må ikke.

”Lad det være sagt lige ud, så er det jo ikke det letteste år, vi har valgt at være vært for DM, men som Coronaepidemien udvikler sig nu, tror vi på, at mesterskaberne bliver til noget, og vi glæder os,” forklarer formand for Odder Roklubs DM-udvalg, Peter Poulsen.

 

Det er Dansk Forening for Rosport, der selv har henvendt sig til Odder Roklub for at høre, om klubben ville afholde mesterskaberne, forklarer Peter Froskov, som er formand for forbundets coastaludvalg.

 

”Det gjorde vi, fordi vi kan mærke at klubben i den grad vil coastalroningen, og det vil vi gerne støtte op om. Vi ved, at klubben er velfungerende og har stor kommunal og lokal bevågenhed, og det betyder meget, når man skal arrangere et DM,” understreger han.

 

For klubben var det en fjer i hatten overhovedet at blive spurgt om så stort et arrangement, efter kun at have haft coastalbåde i én sæson, forklarer roklubbens formand Michael Brandt.

 

”Det er en tillidserklæring at DFfR har betroet os af afvikle DM. Det er lige så så fantastisk som, at vi har fået en ny actionpræget roform, som vi kan tilbyde alle, som synes, at det skal være sjovt og udfordrende at komme på vandet,”  understreger han.

 

Coastalbåden er udviklet ved den franske Atlantkyst og bådtypen er både til høje bølger og til stille vand og alt derimellem. Coastalroning kan være en adrenalinpumpende roform, der henvender sig til samme målgruppe som mountainbikes og kitesurfing, fordi roerne kan surfe på store bølger.

 

Klubben har lånt Trekanten

DM i coastalroning kommer til at foregå på en match-race bane ud for Trekanten i Saksild, som Odder Kommune har givet klubben og DFfR lov til at anvende til mesterskaberne.

 

”Vi glæder os til at give alle interesserede lejlighed til at se en kommende olympiske disciplin -præsenteret af landets bedste Coastal-roere. Man kan nemlig følge DM gratis fra hele strandområdet ved Rude og Saksild,” forklarer Michael Brandt.

 

Både Peter Froskov og Niels Iversen fra DFfRs coastaludvalg har været på besøg ved Saksild Strand i søndags, og de er meget begejstrede for området ved Trekanten.

 

”Der er god plads, og farvandet er meget velegnet til coastalroning. Det er et fantastisk område, og er vinden i øst, kan vi få de bølger, vi ønsker os til mesterskabet. Det må jo gerne være udfordrende for roerne og sjovt for tilskuerne,” understreger de.

 

De seneste 14 dage har der været meget gang i coastalroningen i Odder Roklub med to velbesøgte Kom og Prøv arrangementer og et DFfR kursus for klubbens instruktører.

 

”Vi får travlt nu med både, at arrangere DM og med instruktion af de mange nye ansigter i klubben, men det er fedt, at interessen er så stor. Det glæder os, at så mange kan nå at prøve på egen krop, hvad hypen omkring coastalroningen går ud, på inden DM,”  understreger formand for Odder Roklubs DM-udvalg, Peter Poulsen.

 

Det var NordeaFonden, der donerede penge til bådene i 2018, og de ankom til klubben i maj 2019.

By | 2020-06-21T19:55:43+00:00 juni 8th, 2020|Aktivitet, Coastal, Medlemmer|0 Comments

About the Author:

Leave A Comment