Nu er det ganske vist:
Odder Roklub åbner igen søndag den 26. april kl. 9
Det bliver roning i begrænset form og kun på vandet. Klubhuset er der ikke adgang til- heller ikke toiletterne.
Foreløbig lukker vi kun op for kun for nuværende medlemmer og evt tidligere medlemmer som er fuldbefarne roere eller kajakroere, og vi glæder os til helt vildt at kunne komme på vandet.
Bestyrelsen arbejder i dag på de sidste praktiske tiltag, så vi kan overholde alle coronarestiktioner. Vi har bl.a. udsendt et udførligt nyhedsbrev til alle medlemmer med de nye retningslinjer.
Og så lige en vigtig ting:
Vi forstår godt at du gerne vil på vandet, men det dur altså ikke, at alle medlemmer, står der på søndag kl. 9.
Læs retningslinjerne grundigt inden du møder op, og heldigvis har døgnet mange lyse timer.
Lad det være sagt med det samme. Det er ikke ude på vandet coronaforholdsreglerne er mest krævende at overholde. Det er på land. Dér skal vi virkelig passe godt på hinanden og hjælpe hinanden med at holde os selv og vores både og alt, hvad vi rører ved, pinligt rent. Vi ønsker ikke at fungere som smittecentral.
Heldigvis foregår al vores roning i fri luft. Det er sundt og det er dejligt.
Til orientering er det Danmarks Idrætsforbund, der har forhandlet en overordnet aftale på plads om gradvis åbning for udendørs sport, hvorefter specialforbundene i vores tilfælde Dansk Forening for Rosport og Dansk Kano- og Kajak Forbund har udstukket deres retningslinjer. Dem har Odder Roklubs bestyrelse så konkretiseret ud fra de forhold, vi har i Odder Roklub. Vi har selvfølgelig også fokus på at leve op til Sundhedsstyrelsens rekommendationer.
Bestyrelsen har haft en del praktik, der skulle på plads, inden vi kunne påbegynde en åbning- ligesom vi skulle have lov til at åbne udendørsaktiviteterne af Odder Kommune. Kommunen lukkede nemlig ned for al aktivitet den 12. marts. Den tilladelse har vi fået den 24. april.
Det er også bestyrelsens ansvar, at retningslinjerne lever op til Sundhedsmyndighedernes forskrifter.
Vi ved godt at det er meget at læse, men bestyrelsen vil indtrængende bede dig om at læse alt materiale grundigt igennem, inden du tager på vandet første gang. Det gælder både klubbens egne retningslinjer samt DFfR’s og DIF’s retningslinjer. (DKF henviser til DIFs’retningslinjer. )
Giv dig også tid til at se den videoer og de plakater, der er linket til i retningslinjerne. Det er pligtstof
Selvfølgelig kan du ikke huske det hele i hovedet, men det er alfa og omega, at vi hjælper hinanden med at overholde retningslinjerne, Vi hænger dem op på dørene til bådehuset og kajakskuret/ pagajrummet sammen med Sundhedsstyrelsens plakat om udendørs sport.
Det passer ikke så godt til vores sociale sindelag at være nødt til at være så firkantede i vores retningslinjer, men da det er eneste mulighed for at vi kan komme på vandet igen, er vi nødt til det. Det håber vi, at du har forståelse for, og at du vil efterleve retningslinjerne. Det er ikke så svært, når du først har prøvet det en gang eller to.
Bedste rohilsner fra bestyrelsen… og vi ses på vandet.
Hvor har vi glædet os til at kunne sige det J
Leave A Comment
You must be logged in to post a comment.