Arne Sørensen, Kvickly som fødselsdagskanin i Odder Roklub

Søndag lykkedes det endelig at indfri roklubbens fødselsdagsgave til Direktør Arne Sørensen Kvickly Odder i anledning af hans 50 års fødselsdag tidligere på året.

Odder Roklub havde foræret vor storsponsor i Kvickly Odder en oplevelsestur i inrigger med tilhørende brunch. I anledning af Odder Galla var de fleste af vore eliteroere hjemme, så det var tre meget kompetente bådhold, der tog på vandet med Arne Sørensen og hustru Helle.

Vejret artede sig nogenlunde med frisk vestenvind og næsten fladt vand.

Med Marsvinet i spidsen drog tre inriggere med de to gæstekaniner mod nord, fulgt lidt på vej af et par outriggere og kajakker. Da Arne og Helle viste forbavsende god ro teknik, nåede armadaen næsten til Kysing Næs, inden man efter en omrokering i bådholdene, satte kursen tilbage mod klubhuset, hvor der ventede en solid brunch til de trætte roere.

Hjemturen tog på et tidspunkt karakter af et væddeløb, hvor Juliane, Steffen og Christina ikke kunne styre deres vinderinstinkt. Arne Sørensen og fru Helle trak sig ud af dysten over ca. 1 km som sikre vindere bistået af det øvrige mandskab i Marsvinet.

Buffeten blev som altid i roklubben næsten tømt i løbet af et par hyggelige timer. De to gæsteroere: Helle og Arne, som afslørede et sikkert talent for roning, fik ved afskeden tilbud om at bygge videre på de høstede erfaringer.

Se billeder fra turen her

 

By | 2017-04-11T22:58:26+01:00 september 17th, 2013|Sponsor, Ture|0 Comments

About the Author:

Leave A Comment