Odder Roklub vandt forårsklassiker

Pressemeddelelse fra Odder Roklub

Odder Roklub vandt forårsklassiker

Odense Langdistance Regatta er startskuddet på en ny rosæson, og både Juliane Elander, Christina Pultz og Steffen Bonde fik medaljer om halsen

Det er noget af en hidsig sæsonstart, eliteroere fra det ganske, danske land får hvert år. Normalt er distancen til regattaer 2000 meter, men i Odense synes arrangørerne ikke, at det skal være helt så let, så derfor er distancen 6 km både lørdag og søndag.

Det lod nu ikke til at afskrække Juliane Elander, Odder Roklub, som lige har været på landsholdets anden træningslejr i Portugal. Hun og de andre tre roere i den danske dobbeltfirer, havde styr på de otte årer og et godt glid i båden både lørdag og søndag, så to guldmedaljer blev det til.

Odense langdistance var indledningen på en tætpakket sæson, hvor målet for den danske båd er en medalje til VM i september. De fire i båden er foruden Juliane Elander, Aja Runge fra Roskilde, Mathilde Persson fra Bagsværd og Trine Toft fra Hadsund.

I Odense benyttede pigerne lejligheden til at få døbt landsholdets nye båd Hanne Fransson. Den er således opkaldt efter og døbt af hustruen til Bent Fransson, som alle årene har været landstræner på den legendariske Guldfirer.

dobbeltfirer træningslejr portugal (2)

Bronze til Christina Pultz

Lige i øjeblikket er der fem piger i den danske letvægtstrup, men Christina Pultz fra Odder Roklub har genoptaget eliteroningen efter godt tre års pause, og hun er blevet så hooked på at ro hurtigt, at hun godt kunne forestille sig at blive den sjette.  Christina Pultz er tidligere VM-sølvvinder og international top 10 roer, og hun har trænet på at genopbygge formen siden nytår.

I Odense vandt hun bronze i singlesculler efter tidligere OL-sølvvinder Fie Udby, som er tung roer, og landsholdets letvægtssinglesculler, Iben Østergaard fra Bagsværd. Det var fornem roning efter kun 10 træningspas på vandet, og det lover godt for de kommende regattaer.

Dette års store sportslige mål for Christina Pultz er at genvinde sit danske mesterskab i dobbeltsculler sammen med Juliane for tredje gang.

Christina Pultz er tilbage i eliteroningen for Odder Roklub

To guld til Steffen Bonde

Odder Roklub havde også et tredje medlem med i Odense. Det var landsholdsroeren Steffen Bonde, som ror på landsholdets nye satsning, den tunge firer.  Steffen Bonde stillede op med Danmarks Rocenters (DRC) toer om lørdagen og vandt guld sammen med Lars Fjord Garvey – foran de to andre både fra DRC. Søndag roerede han i DRC’s firer, og også her var resultatet en klar guldmedalje.

Ligesom Juliane skal Steffen her i sommer deltage i World Cups, EM og VM. 2018 er vigtig for Steffen, for hans helt store sportslige ambition er at blive udtaget den firer, han sidder på i øjeblikket, igen i 2019 og være med til at forsøge at kvalificere Danmark til OL. OL-udtagelser er det smalleste sportslige nåleøje i roningen. Derfor er det vigtigt for Steffen at præstere godt i 2018 og deltage i så mange regattaer og i så mange bådklasser som muligt – til f.eks. DM.

Der er bareden udfordring, at når man ror med én åre, som Steffen gør, så ror man kun i ring, hvis man ikke har én, tre eller syv andre eliteroere at ro i båd med. Derfor har Odder Roklub som en engangsforeteelse givet Steffen orlov, så han kan ro for Københavns Roklub her i sommerhalvåret. Det synes vi er mest fair i forhold til OL-målet.

I november er Steffen tilbage som konkurrenceroer for Odder Roklub, og da han stadig er aktivt medlem af Odder Roklub under sin orlov, vil vi følge ham og hans resultater lige så tæt i denne sommer, som vi plejer.

Styrketræning 1 Aviz marts 2017 Steffen

Julie Poulsen hjem til U-23 landsholdet

Den sidste eliteroer i Odder Roklubs trup, Julie Poulsen, var ikke med i Odense, da hun pt. ror for University of Central Florida. Hun laver strålende resultater over there så hun er klar til at give den en skalle på U-23 landsholdet, når hun kommer hjem i begyndelsen af juni.

Romæssigt er der lagt op til en spændende sommer for Odders fire eliteroere.

Julie på UCF

 

Recent Posts

Leave a Comment