Odderroer vandt verdens største regatta

Vinderen af weekendens Head of the Charles Regatta i letvægts singlesculler blev 38-årige Juliane Elander fra Odder Roklub, og der var tilskuere i titusindvis langs floden

”Det er helt vildt fedt. Og det er simpelthen den bedste sæsonafslutning, jeg overhovedet kunne drømme om,” fortæller en glad Juliane fra Boston.

For Juliane, der normalt ror dobbeltsculler, var det specielle, at hun var helt alene om æren for sejren, fordi hun denne gang stillede op i singlesculler.

Regattaen foregår på floden the Charles i Boston, og i år var det 53. gang, den blev afviklet. I alt deltog der ca. 11.000 deltagere fordelt på en lang række båd- og aldersklasser. Juliane deltog i den mest prestigefyldte klasse: Champions-rækken, hvor de stærkeste amerikanske og udenlandske navne stillede til start.

I modsætning til de normale regattaer, hvor der ros indledende heats, semifinaler og finaler, så sendes roerne i Boston afsted én efter én. Regattadistancen er 4,8 km, og der ros imod strømmen på en flod, som bugter sig igennem Boston og passerer under en række broer.

Stemningsbillede fra Head of the Charles

Roning med overhaling

Undervejs skal roeren og hele tiden vælge sin bane/kurve og i Julianes tilfælde også overhale en del både, hvad der ikke er helt nemt, fordi roerne jo ror baglæns.

”Man bliver sendt afsted med vand i mellem, og jeg overhalede allerede den første båd efter to minutter,” forklarer Odderroeren.

Juliane havde startnummer syv i sin bådklasse, men godt halvvejs havde hun allerede passeret fire både og lå på en tredjeplads. Det fik kommentatorerne til at spærre øjnene op, og da Juliane passerede målstregen havde hun den bedste tid af alle.

”Den båd, der var sendt afsted, som nr. 1 overhalede jeg lige på målstregen, så det var kun båd nr. 2, der kom i mål før mig, men min tid var alligevel den hurtigste, fordi jeg var startet senere,” forklarer den glade vinder.

Juliane fik VM-revanche

Den båd, der vandt sølv i Head of the Charles, blev roet af Emily Schmieg, som vandt VM-bronze for USA i Sarasota for en måned siden. Dengang blev Juliane nr. 6, men i Boston fik Odderroeren revanche over amerikaneren med hele 25 sekunder.

”Jeg er stadig helt høj over at slutte en lidt turbulent sæson med så fed en sejr,” understreger Juliane.

Der var både guldmedalje og pokal til Juliane Elander efter sejren i Head of the Charles Regattaen i Boston. Tiden 19.18.091 var desuden den næstbedste i regattaens historie. Foto: Odder Roklub

 Head of the Charles Regatta Juliane suveræn viner 2Juliane vinder Head of the Charles Regatta 1

 

Recent Posts

Leave a Comment