Odder Roklub er også stærk i kajak

September er ensbetydende med Tour de Gudenå. I år roede Leif Tarp sig til en suveræn førsteplads og Svend Christensen fik en flot 7.plads

Leif Tarp ( tv) og Svend Christensen Odder Roklub med medaljer om halsen efter Tour de Gudenå.

Odder Roklub er andet og mere end eliteroning. Gennem 14 år har klubbens medlemmer også haft mulighed for at ro kajak, og det er der flere og flere, der gør.

”Det fantastiske ved at ro kajak er, at man kan nyde naturen, det sociale fællesskab og klublivet og samtidig dyrke sin sport på det niveau, man har lyst til. Der er plads til alle kajakroere i Odder Roklub, og også til os, der gerne vil lidt mere – f.eks. at træne op til Tour de Gudenå, ” fortæller Svend Christensen.

Det gjaldt om at komme godt igennem

Han var den ene af Odder Roklubs deltagere i den lange 73-km distance i årets tour fra Silkeborg til Randers. På touren ror unge og ældre, kvinder og mænd, veltrænede motionister og eliteroer samt enerkajakker og toerkajakker alle mod alle, og først efter at alle er kommet i mål, ved roerne, hvordan de har klaret sig. I alt var der ca. 600 både til start, hvoraf halvdelen roede den lange distance.

Hvor Leif Tarp har prøvet kræfter med den lange distance tidligere, var det første gang for Svend Christensen. Det var en særlig oplevelse og samtidig en hård omgang at sidde i kajakken i syv timer, med kun to korte pauser, hvor kajakkerne skal bæres over land i Tange og Langå.

”Til sidst sidder man dér imellem alle de andre kajakker fra mange klubber og har fornemmelsen af, at nu handler det om at give hinanden moralsk opbakning til at komme helt i mål.  Heldigvis finder man undervejs i en gruppe af roere med samme hastighed, hvor der er opstået en forståelse og et fællesskab på vejen. Man hjælper hinanden, samtidig med, at man er vildt fokuseret på at holde sin plads i gruppen og ikke ligge i vejen for de andre,” forklarer Svend Christensen.

I år var der, qua den megen regn i sommer, meget vand i Gudenåen, og det gav en god medstrøm, som hjalp lidt på gennemsnitshastigheden.

”Det er sjovt at mærke, at jeg pludselig kunne gå fra 10 km/t herhjemme i Saksild op på 13 km/t nogle steder.  Normalt tærer det virkelig på kræfterne at ro bare en halv til en kilometer mere i timen. Det kan jeg f.eks. mærke, når jeg træner med Leif, ” understreger Svend Christensen.

Svend blev nr. 7 i aldersklassen efter kun at have roet i fem sæsoner, og det er en fornem indikation af, at det aldrig er for sent at begynde at ro. Han bliver for øvrigt ny instruktør i Odder Roklub fra næste år.

Turboroning fra Leif Tarp

Leif Tarp, som har været kajakinstruktør i Odder Roklub i otte-ni år, roede også op til sit yderste og blev suverænt nr. 1 i aldersklassen 65-69 år. Faktisk var han med tiden 6. t 13 min hele 45 minutter foran nr. 2 i aldersklassen, og samlet for alle aldersklasser blev han nr. 25.

Det er stærk roning, men ikke uventet stærk roning, for han har faktisk høstet mange medaljer siden sin debut i 2012.

”Det var en helt fantastisk tur i år, fordi der var havblik på søerne undervejs.  Undervejs fandt jeg sammen med andre, der gerne ville ro stærkt. Vi fandt primært sammen fra Silkeborg til Tange, og da vi skulle hen over Tange Sø, var vi en flok der roede på en skumpiskende linje. For mig var det dér fællesskabet opstod,” forklarer Leif.

De færreste, der gennemfører Tour de Gudenå, kender deres placering, når de kommer i mål, men for Leif Tarp, var det ikke helt sådan.

”Nu hvor jeg kender mine modstandere fra tidligere år, så havde jeg faktisk en god fornemmelse af, hvor jeg lå, og at jeg havde vundet min klasse, allerede inden jeg kom i mål, og det var heldigvis rigtigt, ”forklarer han.

Svend Christensen og Leif Tarp er enige om én vigtig ting: Man skal være dedikeret og have lyst til at træne meget for at gennemføre distancen på 73 km.

 

Den 7. oktober der er kvindekajakløb i Randers til fordel for “Støt brysterne”,  og her stiller Odder Roklub traditionen tro med en flok kajakglade kvinder.

Recent Posts

Leave a Comment