Odder Roklubs Julie Poulsen præsterer flot i to VM-finaler

Søndag sluttede U-23 VM i Bulgarien og med sig hjem i kufferten har Odderroeren to topplaceringer som nr. fire og fem i verden

 Sidste år var Odder Roklubs 20-årige roere Julie Poulsen pavestolt over at være blevet nr. 17 til VM i singlesculler, den præstation har hun lige toppet til dette års VM i Plovdiv ved at blive nr. fire med den danske firer og nr. 5 i otter med styrmand. Det skete i umanerlig skrapt internationalt selskab.

Lørdag roede Julie Poulsen finalen i firer sammen med Astrid Steensberg fra DSR, Ida Görtz fra Bagsværd og Trine Dahl Pedersen fra Holstebro.  De var gået flot igennem indledende heat og semifinalen og havde sat ny bedste tid for båden et par gange undervejs, selvom de kun har roet sammen de seneste tre uger.

I finalen havde de en kvindfolkedyst om bronzemedaljen med Tyskland, men måtte se sig slået på de sidste 500 meter. Vinderen blev Holland foran Rumænien, Tyskland, Danmark mens to så stærke både som Italien og Storbritannien kun så det danske kølvand

I søndagens otterfinale, var Danmark oppe mod Tyskland, Canada, USA, Rusland og Storbritannien, og Danmark var på forhånd undertippet, fordi de øvrige nationer har en lang ottertradition, og fordi de danske piger kun har roet otter sammen i to uger.

Den danske otter blev nr 5 til VM i otter med styrmand otteren blev nr 5 til VM    Den seje danske otter fra VM blev nr 5. Julie er nr 3 med front mod kameraet.

Det blev hurtigt klart, at Danmark ikke kunne være med om medaljerne, men i deres rødhvide dragter viste de, hvad de er lavet af, ved at ro med om fjerde-femtepladsen i et tæt opgør med Tyskland og ved at holde Storbritannien bag sig. Vinder blev Canada foran USA og Rusland.

Det er dansk rohistorie

Det var Danmarks VM-debut som otternation, og holdet var efterudtaget, fordi de otte roere har vist potentiale for otterroningen oven i den firer – for Julies vedkommende- og toer, de oprindeligt var udtaget i.

Julie er en del af den satsning Dansk Forening for Rosport (DFfR) og landsholdet har i gang for at udvikle den tunge roning Her efter U-23 VM er formanden for DFfR, Henning Bay, ikke et øjeblik i tvivl om, at kvinderoningen herhjemme udvikler sig eksplosivt i øjeblikket, og at det var rigtigt at satse på at lade Julie og de andre talentfulde unge roere doble op og ro to bådklasser.

”Det er dansk rohistorie og fornemme resultater, pigerne har lavet til VM. Det er glædeligt for med revisionen af OL-programmet er der åbnet op for alle de seje piger, der gerne vil ro stærkt, ” siger han.

Glad for at hun greb chancen

Julie selv er også mere end tilfreds med sin og landsholdets præstation.

Fireren er finaleklar foto Reiner Modest for Danish Women Rowing

”Vi er meget tilfredse med dette VM, og det har helt sikkert været en succes og selvom vores fjerdeplads i lørdags var noget utaknemlig, og gav ambivalente følelser fordi bronzen var så tæt på. Alligevel er vi pavestolte over, hvad vi har opnået. ”

”Jeg er så super glad for, at vi fik en chance for at stille op i år med det danske U23- landshold på trods af, at jeg og to af de andre studerer og ror i USA til daglig. Jeg er så glad for, at vi greb den.  Tænk at jeg har fået muligheden for at stille op i en firer og otter til dette VM. Det kan jeg næsten ikke sætte ord på. Jeg havde aldrig set mig selv her for et år siden.”

”Det har været så sjovt at være i finalerne mellem de stærke ronationer i år og oven i købet kvalificere mig til to A-finaler samme dag, og at opleve at komme hjem med både en fjerdeplads og en femteplads. Det er vildt og den udvikling vil jeg gerne fortsætte med, så jeg er så spændt på fremtiden og hvad den fører med sig.”

VM-medaljer var et mål, som Julie og Astrid Steensberg (som også læser i USA) lagde på bordet tilbage i januar og var enige om, at de gik efter i 2017.

”Alligevel tror jeg aldrig helt, at vi havde regnet med en fjerdeplads til VM, men dette VM har vist mig, at man skal turde sætte baren højt, og så kan man nå det. Derfor bliver målet også sat ekstra højt 2018, og der går vi benhårdt efter medaljer,” understreger Julie Poulsen, der fylder 21 år i denne uge.

Recent Posts

Leave a Comment