Juliane Elander er genudtaget til landsholdet – mød hende på fredag

Pressemeddelelse fra Odder Roklub

Juliane Elander er genudtaget til landsholdet – mød hende på fredag

På fredag står Juliane Elander foran Kvickly Odder, sammen med andre medlemmer fra Odder Roklub, og viser nogle af klubbens både frem. Det kan hun gøre med bevidstheden om, at hun i denne uge er blevet genudtaget til landsholdets dobbeltsculler sammen med Mathilde Persson, Bagsværd Roklub.

Juliane Elander og Steffen Bonde fra Odder Roklub har nemlig lige afsluttet 14 dages træningslejr i Portugal. Det var anden gang i år, at de og bruttolandsholdstruppen var af sted for at træne under varmere himmelstrøg. I alt var de tre letvægtsroere, der kandiderede til de to pladser i landsholdets letvægtsdobbeltsculler: Juliane Elander, Mathilde Persson, Bagsværd Roklub og Aja Runge, Roskilde Roklub.   Aja Runge som sidste år har vundet medaljer til EM, Worldcup og VM, forbliver i singlesculler hele 2017.

”Jeg synes, at det er en fordel, at vi er tre i truppen, det gælder jo om at kunne stille den stærkeste båd, så vi har roet mod hinanden i alle de mulige bådkonstellationer, og hvert eneste sekund og hver eneste race har talt med. Sådan er elitesport og den typer udtagelsesrace jo, men det er benhårdt. Selvom jeg har roet godt og har været med i de både, der har haft de hurtigste tider, så har jeg jo ikke været sikker på pladsen, før her efter den endelig udtagelse,” forklarer en glad Juliane.

I 2017 ror hun i den danske dobbeltsculler sammen med Mathilde Persson, mens Aja Runge skal ro singlesculler. Første opgave bliver EM i Racice i Tjekket sidste weekend i maj.

Styrketræning 3 Aviz marts 2017 Steffen og Juliane

Vi har en god roklub

Når Juliane har mod på at være med til at agitere lidt for rosporten og Odder Roklub på fredag fra 15.30-19.00, så gør hun det med glæde, fordi hun gerne vil give noget tilbage til sin klub. Hun er for øvrigt også blevet valgt til suppleant til bestyrelsen og sidder i eliteudvalget.

”Vi har standerhejsning i klubben lørdag, og så synes jeg jo, at det er naturligt også at hjælpe til fredag og forhåbentlig være med til at sætte fokus på, at vi har en god roklub med alle former for roning- også kajak,” forklarer den firedobbelte OL-deltager.

Steffen og Juliane 1 Aviz marts 2017

Steffen Bonde venter stadig på besked

Steffen Bonde var også med på træningslejren, og nu som tung roer,  fordi letvægts-Guldfirerens bådklasse er pillet af OL-programmet. Steffens klare mål er at ro sig på den tunge firer. Vægtmæssigt går det, som det skal for den tidligere letvægtsroer, nemlig opad, og det samme gælder styrken, men desværre har han nogle rygproblemer i øjeblikket.

”Derfor har udbyttet af træningslejren ikke været så stort som håbet. Jeg kan godt mærke, at det er en ny gruppe vi ror i, så der er et stykke vej endnu, men vi arbejder hårdt på at få det til at lykkes, ” fortæller Steffen.

Det er faktisk ret hårdt for roerne, at der bliver skiftet så meget rundt på mandskabet i båden hen over så kort tid, fordi landstræneren ønsker at afprøve alle konstellationer, men det skal jo til i en udtagelses­procedure. Foreløbig er der otte i gruppen, og den endelige udvælgelse sker i allernærmeste fremtid.

”Fordi min ryg driller, ved jeg ikke helt, hvor jeg står,” forklarer Steffen Bonde, der dog giver alt, hvad han kan for at få en plads på den nye firer.

 

Mathias Larsen klar til EM

Den tidligere Odder-roer Mathias Larsen, som i år ror for Bagsværd Roklub, har derimod fået sin afklaring på plads efter træningslejren i Portugal. Han er foreløbig udtaget til EM i letvægtsdobbeltsculler.

Recent Posts

Leave a Comment