Presse:Roklubben skyder OL året i gang Steffen Bonde ny Verdensmester i Boston

Pressemeddelelse fra Odder Roklub d. 28.02.2016
Roklubben skyder OL året i gang
Juliane Elander Skarpere end nogensinde før Odder Roklubs 24 timers roning i Kvickly Odder.

OL forberedelserne på det danske ro-landshold er i fuld gang. Juliane Elander fra Odder Roklub er sammen med sin makker i letvægtsdobbeltsculleren Anne Lolk, DSR taget på landsholdets anden træningslejr i Portugal.
Juliane ser ud til igen at blive eneste OL deltager fra Odder
De to erfarne roere blev allerede udtaget til OL i Rio ved VM i Sydfrankrig sidste år. Det har givet ro til at bygge den fysiske form op hen over vinteren. Men ”ro” er nok ikke det, der har karakteriseret deres fysiske udvikling mest siden udtagelsen. Begge piger har haft en imponerende forbedring af formkurven det sidste halve år, med personlige rekorder i romaskinen. For Julianes vedkommende desuden en verdensrekord på 6000 m., dansk mesterskab og sidst en personlig rekord, som gør hende til den første danske letvægtsroer, der tilbagelægger konkurrencedistancen 2000 m. på under 7 min. nemlig 6 min.58,2 sek.
De to roeres flotte resultater er meget lovende for medaljemulighederne til OL i Rio, men deres træner Brian Richardson understreger, at damernes letvægtsdobbeltsculler ved OL formentlig er rosportens hårdeste disciplin. Han vurderer parret til allerede nu at ligge i top seks i verden og venter spændt på deres præstation til EM i maj måned.

24 timer i Kvickly Odder
Netop i et OL år stilles der ekstra store økonomiske krav til roklubben for at holde den øvrige elite, ungdomsroerne og motionisterne kørende med materiel og konkurrencemuligheder. Derfor afholder Odder Roklub i samarbejde med Kvickly Odder og mere end hundrede lokale sponsorer en 24 timers sponsorroning i Kvicklys forhal fra fredag d. 11. marts til lørdag d.12 marts.
Juliane Elander kommer trofast som altid i en kort pause fra de intensive OL forberedelse. Desuden slutter en række andre roklubber loyalt op om Odder Roklub med mandskab til at dække de mange timer. Men kernen er som de 15 gange tidligere roklubbens egne roere fra 12 år til 79 år.
Det bliver i igen i år et tilløbsstykke i Kvicklys forhal, hvor store som små, elite såvel som motionister/pensionister slider i romaskinen for at skaffe penge til Odder Roklub

Venlig hilsen Odder Roklub v/ Peder Würgler Hansen

PS: Lige før deadline er der indløbet en fantastisk nyhed fra Boston, hvor verdensmesterskaberne i indendørsroning afholdes. Chrash II.
Steffen Bonde fra Odder Roklub er blevet ny verdensmester i herrernes letvægt og dermed vundet den eftertragtede Guldhammer. Per Amby og Tage Staal fra Odder klarede sig også helt fantastisk med at vinde sølvmedalje i aldersklasserne 60+ og 75+ . Det er mere Odder i verdensklasse
Stort tillykke

Recent Posts

Leave a Comment